
ROSKILDE: Regeringens ekspertudvalg om fremtidens sygehusstruktur giver færre penge end forventet til Region Sjælland end til de øvrige regioner. Færre penge til Køge Sygehus og slet ingen penge til akutsygehuse i Nykøbing F., Slagelse og Holbæk betyder, at regionen langtfra kan få realiseret sin sygehusplan.
- Når Sjælland øjensynligt får tildelt færre midler end forventet i kampen om sygehusmilliarderne, så rejser det på ny spørgsmålet om, hvorfor aktiviteterne på Roskilde Sygehus skal neddrosles. Byrådet beklager selvfølgelig, at Region Sjælland kommer til at mangle penge til at gennemføre planen. Men vi må så samtidig sige til regionen: Tag dog sygehusplanen op igen, fordi nu giver det endnu mindre mening at neddrosle regionens mest velfungerende sygehus, siger borgmester Poul Lindor Nielsen (S).
Byrådet holdt onsdag eftermiddagsseminar for at drøfte fremtiden for Roskilde Sygehus. Her fremlagde regionsdirektør Lars Onsberg Henriksen sygehusplanen, som den ser ud på nuværende tidspunkt. Umiddelbart giver Regionsrådets sygehusplan store forandringer for Roskilde Sygehus, men det vil dog først for alvor ske om ti år, når det nye sygehus i Køge efter planen står færdigt.
Initiativet med byrådsseminaret kommer på baggrund af, at Økonomiudvalget har nedsat en ny arbejdsgruppe, der nøje skal følge sygehusplanlægningen og sørge for, at Byrådet er opdateret på udviklingen og også markerer sig i forhold til de mange spørgsmål, der vil blive rejst fremover. Kommunen vil løbende være i dialog med regionen om overvejelserne i forhold til sygehusplanen.
- Vi er i Roskilde Byråd meget opmærksomme på at påvirke fremtiden for Roskilde Sygehus alle de steder vi kan. Vi har i dag et af landets bedste sygehuse. Giver det mening at lukke det?
- Lige nu er det svært at se, hvordan Roskilde Sygehus ikke også i fremtiden skal udgøre en central del af det samlede sygehusvæsen. De bygger og udvider og hjemtager specialer, så lad os nu se. Der er rigtig mange ubekendte faktorer i spillet om fremtidens sygehusvæsen, slutter Poul Lindor Nielsen.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.