AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens

Roskilde politi sigter Uber-chauffører

I anledning af Roskilde Festivalen dækkede Uber også Roskilde, så gæster kunne komme til og fra festivalen – endog med helikopter, hvis de ville betale. Men nu sigter politiet i Roskilde en række chauffører for pirattaxikørsel.

7. JUL 2016 9.58

Den omdiskuterede kørselstjeneste Uber. De dækker normalt kun København, men i anledningen af festivalen dækker de også Roskilde.

Chaufførerne risikerer dog en sigtelse for piratkørsel fra Midt- og Vestsjællands Politi, lyder meldingen efter en juridisk vurdering i politikredsen. Det skriver Avisen.dk.

– Vi har endnu ikke haft nogen sager, men vores udgangspunkt er, at vi ser det som pirattaxikørsel, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsrådgiver i Midt- og Vestsjællands Politi.

Politi: Det ér pirattaxi

Dermed er Midt- og Vestsjællands Politi nu på linje med Københavns Politi, som indtil videre har sigtet mindst 46 Uber-chauffører for at køre pirattaxi.

Det lader dog ikke til at være noget, som Uber-chaufførerne har taget notits af. I hvert fald var adskillige Uber-biler klar omkring festivalpladsen, da Avisen.dk aflagde besøg onsdag eftermiddag. Det kunne man se i Ubers app.

Uber forsvarer sig normalt med, at de slet ikke tilbyder taxikørsel, men kun lovlig samkørsel. Noget tyder dog på, at Midt- og Vestsjællands Politi ikke er overbevist om, at det er tilfældet.

– Udgangspunktet er, at vi griber ind, hvis vi stifter bekendtskab med det, eller hvis nogen kan pege på en bil, der kører piratkørsel af den klassiske slags eller i Uber-regi, siger Martin Bjerregaard.

Uber: Vi opererer inden for rammerne

Hos DanTaxi i Roskilde er formand Ole Palsberg ikke tilfreds med, at politiet torsdag ikke har sigtet én eneste Uber-chauffør eller klasissk pirattaxi-chauffør.

– Vi har licens til at køre taxa. Det arbejde forsøger vi at passe så godt som muligt. Så vil jeg da også gerne have, at myndighederne passer deres arbejde. Jeg er godt klar over, at de har meget at se til, men jeg kunne godt tænke mig, at de tog det lidt alvorligt, siger Ole Palsberg.

Trods politiets vurdering mener Uber fortsat, at deres tjeneste er helt lovlig.

– Vi holder fast i, at vi mener, at vi opererer inden for rammerne af dansk lovgivning, under et område, som vi anerkender, burde blive mere tydeligt reguleret, skriver selskabet i en mail til Avisen.dk

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/roskilde-politi-sigter-uber-chaufforer

GDPR
Roskilde politi sigter Uber-chauffører