KØGE: Fra næste år fjerner Køge Kommune en del af den manuelle sagsgang, der ellers er nødvendig for at udbetale kørselsgodtgørelse til familier, der har et barn på en specialskole.
I dag skal forældrene udfylde et skema og sende det ind til kommunen, hvor en sagsbehandler registrerer kørslen og tjekker op på, at der ligger en bevilling, så familien er berettiget til pengene. Sagsbehandleren sender derefter sagen videre til en administrativ medarbejder, der lægger betalingen til udbetaling i økonomisystemet.
Med den nye automatiserede proces kan forældrene indberette deres kørsel direkte på en hjemmeside, hvor robotten selv henter informationerne og tjekker, at der ligger en bevilling. Gør der det, sendes pengene til forældrene uden hverken sagsbehandler eller økonomimedarbejder har været indover.
Fjerner små bidder
I begge tilfælde vil der blive foretaget manuelle stikprøvekontroller af, om barnet har været til stede i skolen i den periode, der søges kørselsgodtgørelse for samt kontrol op imod bevillingen.
- Det er små bidder af arbejdsgange, hvor vi kan se, at vi kan undvære en ressource, siger sekretariatschef i Børne- og Uddannelsesforvaltningen Claus Trenckner til DK Nyt.
Ifølge ham arbejder forvaltningen hele tiden på at finde områder, hvor de kan bruge robotteknologi til at effektivisere arbejdsgange, og det begrænser sig ikke til udbetaling af kørselspenge.
Det er små løbende forbedringer, der er i fokus, og det handler ikke om at reducere i antallet af medarbejdere.
- Vores administrative personale vækster ikke i samme omfang som borgerne gør, så vi ser på ressourcegevinster i det, så vi kan holde det samme antal medarbejdere, siger sekretariatschefen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.