
Risikoen for terrorfinansiering er høj på en række områder, blandt andet kryptoaktiviteter, kontanter og på nonprofit-området. Det viser en risikovurdering, som Politiets Efterretningstjeneste (PET) udgiver for tredje gang. Der er fire niveauer på PET's risikobarometer: lav, moderat, betydelig og høj.
Kryptoaktiver er attraktive, fordi der er efterspørgsel på transaktioner, der kan gennemføres hurtigt og overalt. Kontanter og varer af høj værdi er attraktive, fordi der er lav risiko for opdagelse. Omkostningerne er også lave, lyder det.
PET vurderer samtidig, at der er "en række strukturelle sårbarheder relateret til terrorfinansiering". Det gælder blandt andet deling af data og informationer mellem myndigheder med forskellige regelsæt.
- Konsekvensen er, at retshåndhævende og administrative myndigheder samt tilsynsmyndigheder ikke uhindret kan dele oplysninger, der tjener til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.
- Hertil kommer, at de underretningspligtige ikke har mulighed for at dele oplysninger med hinanden om specifikke aktører, står der i vurderingen.
PET peger på, at et pengeinstitut på nuværende tidspunkt ikke kan dele viden ved mistanke om terrorfinansiering med et andet pengeinstitut, når en kunde forsøger at etablere sig som kunde i det nye pengeinstitut.
Mangelfuld viden og forståelse
Samtidig er mangelfuld viden og forståelse også en sårbarhed, skriver PET. Det gælder hos både myndigheder, brancheorganisationer og virksomheder og personer med underretningspligt.
Hvidvasksekretariatet skal underrettes omgående, hvis en virksomhed ved, at en transaktion eller midler har eller har haft tilknytning til hvidvask eller terrorfinansiering. Det gælder også, hvis virksomheden blot har mistanke eller rimelig grund til formodning.
PET noterer sig, at kun omkring ti procent af de underretningspligtige virksomheder og personer har oprettet sig i goAML. Det er den it-platform, som Hvidvasksekretariatet bruger til at modtage underretninger. Man er ikke forpligtet til at være oprettet i goAML. Men det er en forudsætning for at kunne underrette.
- Det udgør naturligt en sårbarhed på terrorfinansieringsområdet, at så mange underretningspligtige virksomheder og personer ikke kan underrette.
- Det gør sig i særdeleshed gældende for underretningspligtige virksomheder og personer uden for den finansielle sektor, bemærker PET.
Også på blandt andet nonprofit-området er risikoen høj. Det dækker blandt andet foreninger, almennyttige fonde og indsamlinger. PET noterer, at omfanget af terrorfinansiering i Danmark historisk har været vanskeligt at fastslå. Det er det stadig, lyder det. Men omfanget kan ikke sammenlignes med hvidvask, står der i risikovurderingen. Beløbsmæssigt er terrorfinansiering nemlig mindre.
/ritzau/
Opdateret 11:19 med afsnit under mellemrubrik.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.