

RINGSTED: Tidligere på ugen afholdt Danish Crown og Ringsted Kommunes jobcenter jobmesse på Danish Crown-slagteriet i Ringsted. Målet var at booste jobsøgningen for de tidligere slagterimedarbejdere, som endnu ikke har fundet et nyt job.
Messen resulterede i 1.400 opfordringer til at søge konkrete job, og flere af de 47 virksomheder, der var med til messen, valgte at holde regulære samtaler på messens anden dag, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Jobmessen var ifølge Klaus Hansen (V), borgmester i Ringsted Kommune, en stor succes.
- Jeg er meget imponeret over den energi og aktivitet, der var på jobmessen, og jeg er overbevist om, at rigtig mange er kommet tættere på at få et nyt job, siger han.
De næste skridt
Messen for de jobsøgende er et af flere tiltag fra kommunal side. Tidligere har Ringsted i samarbejde med fem nabokommuner afholdt afklaringssamtaler med de afskedigede.
Det næste skridt er, at jobcentermedarbejdere fra Ringsted Kommune vil hjælpe de slagteriarbejdere, der nu skal sende CV og ansøgning afsted til virksomhederne.
Jobcenteret vil desuden følge op på de 47 virksomheder med særligt fokus på, hvor mange rekrutteringer der lykkes.
Det vurderes, at omkring 600 slagteriarbejdere stadig er på jobjagt, mens omkring 200 enten har fået job på et af Danish Crowns jyske slagterier eller i andre brancher. Omkring 100 har indtil videre fået tilsagn om efteruddannelse eller kompetenceudvikling.
lgn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.