
RINGSTED: Kommunen oplyser, at økonomiudvalget i Ringsted torsdag den 27. oktober 2022 har besluttet at igangsætte to undersøgelser af én af kommunens afdelinger efter henvendelser til kommunens whistleblower-ordning
I den ene undersøgelse vil alle relevante sager på det pågældende område i 2021 blive gennemgået for at sikre, at der er fulgt rigtigt op på alle sager. Og i den anden undersøgelse vil opfølgningen på nogle konkrete sager og henvendelser blive undersøgt på baggrund af oplysninger fra whistleblowerne.
Økonomiudvalget har besluttet, at undersøgelserne gennemføres af kommunen selv, men i samarbejde med et eksternt advokatfirma. Det forventes, at resultatet af undersøgelserne kan præsenteres for Økonomiudvalget senere på året og i starten af 2023.
- Kommunens whistleblower-enhed, der bl.a. består af et eksternt advokatfirma, har midt i oktober afleveret en rapport på baggrund af henvendelser om forhold i én af kommunens afdelinger. Rapporten fra whistleblower-enheden viser, at henvendelsernes indhold kan være korrekte, men whistleblower-enheden har ikke gennemgået sager eller gennemført konkret opfølgning, som kan konkludere, om påstandene i henvendelserne til whistleblower-ordningen faktisk er korrekte. Det er det konkrete undersøgelsesarbejde, som Økonomiudvalget nu har sat i gang, for at vi som kommune kan få et sikkert grundlag for at vurdere indholdet i henvendelserne til vores whistleblower-ordning om forholdene i og omkring den pågældende afdeling, siger borgmester Henrik Hvidesten (V).
Haft whistleblower-enhed i næsten et år
Ringsted Kommune har siden december 2021 haft en lovpligtig whistleblower-enhed, der dels består af kommunens borgerrådgiver og dels et eksternt advokatfirma. Formålet med whistleblower-ordningen er at sikre mulighed for, at nuværende eller tidligere ansatte og leverandører kan give oplysninger om alvorlige fejl eller overtrædelse af lovgivningen med fuld anonymitet.
Henvendelserne fra whistleblowerne i denne sag er derfor ikke overdraget til Ringsted Kommune, da de kan bidrage til at afsløre identiteten på whistleblowerne. Ringsted Kommune har udelukkende fået henvendelserne refereret i whistleblower-enhedens rapport midt i oktober 2022.
For at sikre fuld anonymitet omkring henvendelserne til kommunens whistleblower-ordning, og for at sikre de involveredes retsstilling, har Ringsted Kommune ikke yderligere oplysninger om sagerne.
rmn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.