Af Birgitte Josefsen
Rigsrevisionen og et mindretal af statsrevisorerne har i dag kritiseret 2006-taksterne til privathospitaler. Dét har fyldt medierne. Men den vigtige detalje har de overset: Loven er overholdt. Tilbage står det politiske valg. Nemlig om man støtter patienternes ret til udvidet frit valg eller ej.
Og det er grunden til den store interesse, for om 14 dage får danskerne igen sikkerhed for, at de ikke skal stå passivt på ventelister til de offentlige sygehuse længere end én måned. Vi giver det offentlige sygehusvæsen monopol på behandlinger den første måned, men hvis fristen overskrides, så flytter pengene med patienten, som gratis bliver behandlet på et privathospital. For Venstre gælder det, at patienten kommer før systemet, og det gælder alle patienter uanset pengepungens størrelse.
Men kun regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance står på patienternes side i denne sag. Oppositionen vil hellere bekæmpe privathospitaler end ventelister, hvilket vil føre os tilbage til det gamle system, som gav os de alenlange ventelister. Men lad os tage fat på oppositionens argumenter ét for ét.
* Regeringen forgylder privathospitalerne, se bare på rigsrevisionens rapport i dag.
Nej, rapporten har undersøgt taksternes størrelse og fastslår, at alle regler er overholdt. Socialdemokraterne stemte i øvrigt selv for reglerne, pudsigt nok efter selv at have insisteret på at øge taksterne til privathospitalerne. Regeringen støtter at taksterne vurderes med jævne mellemrum, ligesom det allerede er sket med den nye aftale med regionerne. Regeringens mål er jo at behandle flest mulige, ikke at forgylde en eneste.
* Regeringen udsulter bevidst det offentlige sygehusvæsen.
Tværtimod, det offentlige kan selv sikre sig fuldt monopol ved at levere behandling inden for en måned. Desuden har regeringen hvert år tilført ekstra milliarder og sikret flere læger og sygeplejersker end nogensinde før.
* Regeringen har skabt et A og et B hold.
Nej, alle har lige, fri og gratis ret til behandling i Danmark. Før i tiden kunne de rige altid købe sig til behandling på privathospitalerne, nu har pengepungen ingen indflydelse på din ret.
Det udvidede frie valg for patienterne er en mærkesag for Venstre. Det er en fejringens dag for patienterne når vi den 1. juli genindfører, at man højest skal vente en måned før man kan tage sagen i egen hånd. Kun V, K, DF og Liberal Alliance står på patienternes side i denne sag.
Birgitte Josefsen, Venstres sundhedsordfører
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.