
Med regionsrådsformand Bent Hansens (S) melding i denne uge om at sige stop ved udgangen af denne valgperiode ligger det fast, at de to i særklasse største stemmeslugere fra RV13 ikke er at finde på stemmesedlerne til september i år.
I forvejen har det siden juni 2015 stået klart, at tidligere regionsrådsformand i Syddanmark, Carl Holst (V) er ude af billedet. Han scorede med 94.197 næstflest personlige stemmer - og overgik dermed sit eget RV09-tal på 67.372.
Carl Holst, der kvittede regionspolitik, da han blev valgt til Folketinget, blev på landsplan kun overgået af Bent Hansen, der fik hele 104.064 krydser - og i den forbindelse langt overgik sit eget RV09-resultat på 72.665.
Regionsrådsformand Jens Stenbæk (V) fra Region Sjælland stiller heller ikke op igen til RV13 - og det er i denne sammenhæng interessant, da han overtog Carl Holsts post som næstformand i Danske Regioner, hvor Bent Hansen er formand. Dermed skal organisationen under alle omstændigheder have nye topfolk.
Mulige formænd
Over for Jyllands-Posten peger Bent Hansen i anledning af sin exit ikke så overraskende på regionsformændene i Nordjylland og Hovedstaden, når det gælder forslag til en efterfølger på den formandspost: De er begge partifæller og vil kunne levere regionalpolitisk tyngde, hvis ellers rød blok vinder over blå blok, så S kan snuppe formandsposten. Det kunne de efter RV13, der betød S-formænd i tre af de fem regioner.
Nordjyske Ulla Astman (S) vil - hvis hun vel at mærke bliver valgt - være længstsiddende regionsformand og fik iøvrigt fjerdeflest personlige stemmer ved RV 13 - 48.998. Hovedstadens Sophie Hæstorp Andersen er nyere i gamet - hun afløste Vibeke Storm Rasmussen som S-spids ved RV13, hvor hun fik tredjeflest personlige stemmer - 64.917. Hun har til gengæld landspolitisk erfaring med en fortid på Christiansborg.
Hvis blå blok derimod vinder RV13 på landsplan, vil regionsrådsformand Stephanie Lose (V) nok stå forrest til at besætte Danske Regioners toppost - og er tilsvarende en sandsynlig ny næstformand i organisationen i tilfælde af S-flertal. I det regionale univers vil hun umiddelbart stå stærkest - også hvis Venstre skulle vinde regionsformandsposten i Region Sjælland, hvor MF Jacob Jensen er en sandsynlig V-spids efter Stenbæk, og i Region Midtjylland, hvor Ikast-Brande-borgmester Carsten Kissmeyer (V) er udpeget som V-spids efter Anne V. Kristensen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.