Region har brudt loven i 12 år: Nu skal patienter selv punge ud

Patienter med mange ture til og fra hospitalerne kan ikke længere få transportstøtte, da Region Midtjylland nu har opdaget, at særreglerne er i strid med loven.

MIDTJYLLAND: I Region Midtjylland har man lige siden amternes tid haft særregler, hvor man har givet ekstra transportstøtte til patienter med under 50 kilometers transport til hospitalet, hvis de regelmæssigt er nødsaget til at møde op. Det drejer sig for eksempel om kemo- og dialysepatienter.

Men den særbehandling bliver nu fortid. I november sidste år blev man opmærksomme på, at særreglerne faktisk var decideret ulovlige, og fra og med 1. marts i år ophører den praksis.

- Jeg aner rent ud sagt ikke, hvordan man har kunnet overse det her. Men der har ikke været hjemmel for det i lovgivningen, og det skal der jo være, siger næstformand i Region Midtjyllands Hospitaludvalg, Ib Bjerregard (V) til TV2 Østjylland.

Han ærgrer sig over, at mange patienter nu vil blive hårdt ramt på pengepungen, når de flere gange om ugen selv skal betale alle transportomkostningerne.

Loven bør ændres
- Det er helt urimeligt, at de nu skal betale alle transportomkostningerne selv. Det gælder jo også dårligt gående, som måske skal betale dyre domme for taxaer. Det løber altså op sådan noget, siger Ib Bjerregaard (V).

Som loven er nu, må man ikke forskelsbehandle patientgrupper, hvilket man altså reelt har gjort i mere end 12 år. Ved regionsrådsmødet den 29. januar blev man enige om, at lovgivningen trænger til en modernisering.

Derfor har man lavet en indstilling til Sundheds- og Ældreministeriet, hvor man opfordrer til, at lovgivningen på området moderniseres, så der på ny kan indføres en mere tidssvarende og hensigtsmæssig lovgivning.

- Vi har endnu ikke modtaget nogen tilbagemelding på vores indstilling, men vi håber, at det er noget man i Sundhedsministeriet vil få kigget på hurtigst muligt, så regionerne selv kan afgøre, hvilket serviceniveau der er behov for, siger Ib Bjerregaard (V).

MG

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt