Alt for mange danskere kæmper med blandt andet hjemløshed og misbrug og har svært ved at bryde ud af den negative spiral, de er fanget i.
Men socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) og regeringen vil nu komme de mere end 12.000 mest udsatte borgere til undsætning.
Ministeren forklarer i Politikens søndagsudgave, hvordan man med en såkaldt værdighedsreform vil slække på de krav, som de udsatte bliver mødt med i dag.
- Vi går væk fra den løftede pegefinger og væk fra at sende borgerne fra den ene kvikskranke i kommunen til den anden i retning af en meget mere holistisk, helhedsorienteret tilgang, siger hun til avisen.
Blandt de tiltag, der skal hjælpe de udsatte på ret spor, nævner hun eftergivelse af mest mulig gæld.
63 procent af borgerne i den omtalte gruppe har gæld til offentlige i større eller mindre grad i form af bøder, som de har fået for at køre uden gyldig billet i togene eller i forbindelse med besiddelse af forbudte stoffer.
"Lovende" udspil
Samtidig med at flere løftede pegefingre bliver fjernet, er det også tanken, at myndighederne i højere grad skal opsøge de udsatte borgere og give dem den hjælp, de har brug for.
Der er ifølge Politiken afsat 200 millioner kroner til den nye indsats, og spørgsmålet er, om det er nok til at få ambitionerne indfriet.
Kira West, der er formand for Rådet for Socialt Udsatte, kalder tankerne bag udspillet for lovende, fordi udsatte mennesker ikke får det bedre af at blive dunket i hovedet med krav.
Hun glæder sig imidlertid til at se, hvordan de gode intentioner bliver omsat til egentlig lovgivning.
Værdighedsreformen vil blive præsenteret på et pressemøde i næste uge.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.