dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Regeringen vil forbyde bomtrawl for danske fiskere

I nyt forslag vil regeringen forbyde bomtrawl for danske fiskere, men udenlandske kan fortsat bruge teknikken.
23. MAJ 2024 11.27

Regeringen vil med et nyt forslag forbyde fiskeri med bomtrawl i danske farvande.

Tiltaget gælder dog kun for de danske fiskere, mens udenlandske fiskere fra andre EU-lande fortsat vil kunne fiske med bomtrawl i Danmark. Det melder minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) i en pressemeddelelse.

- Første skridt på vejen mod et bedre havmiljø bliver en national udfasning af bomtrawl, mens vi sideløbende vil arbejde benhårdt for en fælles europæisk løsning, så det bliver forbudt for alle, udtaler minister Jacob Jensen i meddelelsen.

Han noterer, at regeringens forslag ikke vil omfatte de fartøjer, der primært fisker efter hesterejer.

Bomtrawl er som fiskerimetode udsat for kritik. Teknikken er ødelæggende for havbunden og havets økosystem, og miljøorganisationer har længe kaldt på et forbud.

Ét dansk fartøj

Danmarks Fiskeriforening oplyser, at forbuddet kun vil omfatte ét dansk fartøj.

- Der er én stor bomtrawler i Danmark, og hvis han skal udfases, forventer vi, at de har tænkt på at kompensere ham, siger formand Svend-Erik Andersen.

Regeringen kan dog ikke regulere udenlandske EU-fiskere, selv om de færdes i danske farvande. Derfor vil fiskere fra eksempelvis Holland eller Belgien fortsat kunne bruge bomtrawl-teknikken i Danmark, mens det ene danske fartøj ikke kan.

Ministeren mener, at et forslag for danske fiskere er første skridt.

- Vi kan nemlig ikke alene lave regler, der forbyder fiskeri med bomtrawl for andre landes fartøjer, selv om de fisker i danske farvande. Derfor tager vi nu det første vigtige skridt mod et fremtidigt fiskeri uden bomtrawl, siger Jacob Jensen i meddelelsen.

Store fiskere ude fra

I Danmarks Fiskeriforening er man dog ikke så sikker på, at ministeren vil få succes i Bruxelles.

Flere vægtige lande i unionen har nemlig store interesser i at bevare bomtrawl.

- Holland, Belgien og Frankrig har alle store fiskerier med bomtrawl. Og i Holland og Belgien er det hovedfiskeriet, siger Svend-Erik Andersen.

- Der kunne vores bekymring være, at det vil skaffe flere fjender end venner for Danmark.

Batter for lidt

For den grønne organisation Danmarks Naturfredningsforening er ministerens nye tiltag ikke noget, der batter.

- I og med at forslaget friholder de lettere bomtrawlere, kommer det ikke til at gøre den store forskel, for der er kun et fartøj, der er omfattet af det, siger Cathrine Pedersen Schirmer, chefrådgiver for hav- og fiskeripolitik.

Hun har heller ikke megen tiltro til, at et dansk forbud kan bane vejen i EU.

- Ministeren siger, at han vil udfase bomtrawl på EU-niveau. Det kræver, at Holland og Belgien er med på den, og det er urealistisk.

/ritzau/

Red: Ny version af artikel bl.a. med citater fra Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Naturfredningsforening kl. 12.38

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/regeringen-vil-forbyde-bomtrawl-for-danske-fiskere

GDPR