dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Regeringen udskyder finanslovsudspil i sidste øjeblik

Regeringen præsenterer ikke sit finanslovsudspil tirsdag, men torsdag. Det vækker undren på Christiansborg
28. AUG 2017 12.24

Mandag morgen klokken 8 fik medlemmerne af Folketingets Finansudvalg en mail om, at de mandag aften klokken 20 ville få udleveret regeringens finanslovsudspil for næste år.

Det er sædvane, at Folketinget på den måde får lov til at se regeringens finanslovsudspil, dagen før det præsenteres for pressen. Det skulle ske tirsdag formiddag.

Men meget mod sædvane har regeringen sadlet om i 11. time og præsenterer først sit finanslovsforslag torsdag. Det fik Finansudvalget en mail om klokken 10.

Det virker ikke til, at regeringen går særligt meget op i det gode forhold til resten af Folketinget, lyder kritikken fra oppositionen.

- Det er noget rod. Jeg kender simpelthen ikke noget fortilfælde, hvor man i absolut sidste sekund har ændret på det planlagte, siger Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht.

- Vi partier uden for regeringen skal forberede os og sætte os grundigt ind i forslaget og give det en ordentlig behandling. Derfor har vi sat ressourcer af til at kunne læse det igennem mandag aften.

Grundloven overholdes
SF's finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen, kalder det ligeledes særdeles usædvanligt at rykke udspillet, efter at der er planlagt præsentation og udvalgsmøder.

- Det er kun regeringen, der kender grunden – om det er intern uenighed i regeringen, eller om det er fordi, de helst vil have, at der bliver talt skattelettelser i de kommende dage, siger hun.

De Radikales skatteordfører, Andreas Steenberg, kan 'godt give regeringen de to ekstra dage', men betoner også vigtigheden af, at Folketingets partier får mulighed for at tage stilling til udspillet.

Regeringen overskrider måske de uskrevne regler, men den overholder lige akkurat grundloven. Grundloven slår nemlig fast, at regeringen skal fremsætte sit finanslovsforslag for Folketinget senest fire måneder før finansårets begyndelse.

Finansåret begynder 1. januar, og dermed er torsdag 31. august sidste udkald.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/regeringen-udskyder-finanslovsudspil-i-sidste-oejeblik

GDPR