DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Stillinger

Regeringen siger god for 28 nye forsøg i frikommuner

Et forsøg med nye midlertidige boliger til unge hjemløse er blandt de forsøg, regeringen imødekommer
27. JUN 2017 8.15
TEMA: Frikommuner

Deleboliger for enlige mødre, udlån af busser til borgerne, samarbejde om akut sygepleje, færre krav om lægeattester for grupper af ledige og nye midlertidige boliger til unge hjemløse.

Det er nogle af de idéer, som landets frikommuner ønsker at prøve af fremover. Og regeringen imødekommer i anden ansøgningsrunde helt eller delvist 28 ud af 38 nye forsøg, som kommuner har spillet ind med. I slutningen af sidste år sagde regeringen helt eller delvist ja til 18 forsøg.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) ser frem til, at forsøgene i frikommunerne kører videre.

- Regeringen vil have den offentlige sektor til at køre længere på literen. Derfor er det godt, at vi nu er klar til at sætte yderligere turbo på forsøg, der gør hverdagen enklere i kommunerne, siger ministeren.

- Jeg håber derfor, at Folketingets partier også vil give grønt lys, når de til efteråret skal behandle lovforslaget, siger Simon Emil Ammitzbøll.

Lovforslaget med forsøgshjemlerne fra første ansøgningsrunde er vedtaget i Folketinget og træder i kraft den 1. juli 2017.

De nye forsøg kan sættes i gang fra 1. januar 2018, hvis der er opbakning fra Folketinget.

Der følger yderligere en ansøgningsrunde om konkrete forsøg. Fristen for den er 1. november 2017.

I alt 44 kommuner fordelt på otte netværk er med i frikommuneforsøget.

Ritzau