AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring
Aarhus Kommune har støttet Northside Festival, men forvaltningen har ikke sikret sig, at de aftalte modydelser kom retur, mener rådmanden. (Arkivfoto)
Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Rådmand stopper tilskud til festival

Aarhus Kommune har støttet festival uden at få dokumentation for modydelser.
9. APR 2026 14.55

AARHUS: Siden 2022 har Aarhus Kommune støttet Northside Festival med 600.000 kr. om året, men når aftalerne udløber i år, bliver de ikke forlænget. Det fastslår kulturrådmand Jesper Kjeldsen (S) overfor Din Avis, efter at mediet har skrevet flere kritiske artikler om tilskuddene.

- Jeg synes, at det er meget tvivlsomt, hvad der er leveret af modydelser fra Northside. Jeg spørger mig selv, om de aftaler, der er lavet, faktisk har været reelle, siger Jesper Kjeldsen, der fra nytår afløste Rabih Azad-Ahmad (R) som kulturrådmand.

Kommunen har siden 2010 i alt betalt godt 7 mio. kr. til festivalen, viser en aktindsigt, som Din Avis har fået. Støtten er fortsat, selv om festivalen i nogle af årene har givet pæne overskud til de udenlandske ejere, som også står bag festivalen Tinderbox i Odense.

Siden 2022 har Aarhus Kommunes krav om modydelse for støtten været, at festivalen leverer konsulentbistand og bidrager med erfaringer med at bruge det konkrete område som festivalplads via en årlig udviklingsplan, og at kommunen får adgang til at reklamere på storskærme og lade kommunale delegationer komme på "site-visits".

Planer findes ikke

Din Avis har anmodet forvaltningen om at se de nævnte udviklingsplaner, men der findes kun referater fra tre evalueringsmøder. Kommunen har heller ikke alle år benyttet sig af adgangen til storskærme.

Eventchef Charlotte Kirk Elkjær erkender, at der mangler skriftlighed på opfølgningen af konsulentaftalen, men hun mener, at de afholdte evalueringsmøder har været frugtbare for kommunen.

Rådmand Jesper Kjeldsen er imidlertid ikke tilfreds med sin forvaltnings ageren. Den skriftlige dokumentation er på ingen måde i orden, siger han, og han er i tvivl om, hvorvidt der er tale om god forvaltningsskik. Han har nu bedt forvaltningen om at få alt, der måtte ligge af lignende aftaler, på sit bord til gennemgang, fortæller han til mediet.

Godkendt i Odense

I Odense støttede kommunen Tinderbox i nogle år, men her stoppede støtten, da festivalen havde fået fast grund under fødderne, oplyser chef for Vækst og Turisme Trine Spliid Bech.

For otte år siden blåstemplede Ankestyrelsen, at Odense havde været hovedsponsor for Tinderbox. Der var ikke tale om ulovlig støtte, fordi den eksponering, kommunen fik via sponsoratet, svarede til markedsprisen.

Tilsvarende fik Aalborg i 2020 en forhåndsgodkendelse fra Ankestyrelsen af, at en aftale om støtte på 600.000 kr. i tre år til en musikfestival ville være inden for kommunalfuldmagtens regler. Her endte støtten dog med at være tabt, da festivalen gik konkurs, kort før den skulle afvikles.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/raadmand-stopper-tilskud-til-festival

GDPR