

Efter flere historier om bonusser til offentlige chefer, skal præstationsbonusser i den statslige sektor nu kulegraves. Innovationsminister Sophie Løhde (V) har valgt at imødekomme et politisk flertal, som har opfordret regeringen til en undersøgelse af området. Det skriver DR Nyheder.
Undersøgelsen kommer, efter at direktører i Banedanmark fik udbetalt bonusser i 2016, selv om flere af dem ikke indfriede deres fastsatte mål. Seks direktører fik bonusser på mellem 100.000 og 125.000 kr.
- Jeg vil nu sætte gang i en undersøgelse af, hvordan resultatløn bliver brugt i staten. Altså i hvilke institutioner og i hvilket omfang det bliver brugt, og om retningslinjerne er dels tilstrækkeligt klare, og dels om de bliver overholdt, siger Sophie Løhde til DR Nyheder og understreger, at resultatløn også er et vigtigt værktøj til at motivere.
Tilløbet til at få sat gang i undersøgelsen er i højere grad at få klarlagt tilfælde, hvor brugen af bonusser bliver givet per automatik, lyder det.
Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti har alle krævet en analyse af bonusserne.
- Jeg synes, at det er rimeligt, at regeringen giver en redegørelse for den udvikling, vi har set, hvor bonusser åbenbart er en fast bestanddel af arbejdet inden for den offentlige sektor, sagde DF's gruppeformand, Peter Skaarup, til Ritzau i slutningen af februar.
Ifølge DR Nyheder blev der alene i staten udbetalt 663 mio. kr. i resultatløn og præstationsbonusser. Det skete, selv om det ifølge eksperter ikke vides, om det har en effekt.
Mens bonusser nu skal granskes i staten, så føler regionsrådsformanden i Region Hovedstaden sig tryg ved udbetalingen af engangsvederlag i regionen.
- Vi føler os trygge ved, at man udbetaler engangsvederlag til dem, der har lavet en ekstraordinær indsats, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
Dog vil regionen en gang om året følge op på udviklingen af engangsvederlag i regionen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.