dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Regeringen beskyldes for uklar finansiering af skattereform

Det er nemt at dele gaver ud, men altid sværere at finde pengene, lyder kritikken fra Dansk Folkeparti
1. SEP 2017 11.02

Mens regeringen har præsenteret en meget konkret plan for skattelettelser, er det mere uklart, hvor pengene til lettelserne skal komme fra.

Prisen for regeringens skattereform og erhvervspakker løber samlet set op i 17 mia. kr. om året i 2025. Men hvordan det fulde beløb skal findes, står hen i det uvisse, skriver Jyllands-Posten.

Indtil videre har regeringen kun peget på 3,5 mia. kr., som er skaffet via tidligere aftalte besparelser.

Derudover skal næsten 8 mia. kr. i 2025 komme fra det såkaldte økonomiske råderum, og desuden skal mere end 5 mia. kr. skaffes gennem uspecificerede og nye besparelser på eksempelvis optjeningsprincipper for udlændinge, betaling for danskundervisning og en beskæring af børnechecken til familier med mere end to børn. Men regeringen har ikke oplyst, hvor mange penge der skal hentes på de forskellige tiltag, og hvordan den er kommet frem til de 5 mia. kr.

Det er ikke en ansvarlig måde at finansiere skattelettelser på, lyder det fra både økonomer og støttepartiet Dansk Folkeparti.

- Man kan ikke påstå, at det her skatteudspil er fuldt ud finansieret. Det kræver, at regeringen helt specifikt forklarer, hvordan alle pengene til lettelserne skal findes, siger økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet til Jyllands-Posten.

De seneste to store skattereformer i 2009 og 2012 var begge fuldt finansierede, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) understregede i 2011 selv vigtigheden af, at 'jeg har aldrig givet ufinansierede skattelettelser og kommer aldrig til det'. Alligevel forsvarer finansminister Kristian Jensen (V), at regeringen ikke vil udpinde de præcise besparelser, der må findes i forhandlingerne:

- Vi vil drøfte en række forslag med DF i løbet af efteråret, og vi skylder vores forhandlingspartner at drøfte det i fællesskab, inden vi præsenterer, hvilke elementer vi kan blive enige om, siger finansministeren.

Dansk Folkeparti har dog ingen forståelse for den logik og kræver i stedet klarhed:

- Det er en uskik, at finansieringen ikke ligger klar. Det er meget nemt at dele gaver ud og pege på en ny bil i vinduet. Det er altid sværere at finde pengene, men det skylder regeringen danskerne, siger partiets finansordfører René Christensen (DF) til Jyllands-Posten.

mk

Fakta
Her er regnestykket:

  • Regeringen vil lette skatterne for 23 mia. kr. og styrke erhvervslivet for 2 mia. kr.
  • Planerne kræver, at der findes i alt 17 mia. kr. - 15 mia.kr. til skattelettelserne og 2 mia kr. til erhvervslivet.
  • Når det ikke er nødvendigt med 23 mia. kr., men kun 15 mia. kr. til at finansiere 23 mia. kr. mindre opkrævet skat, skyldes det såkaldt tilbageløb og adfærd, hvor man regner med, at borgerne med flere penge i lommerne også vil bruge flere penge.
  • Af de 17 mia. kr. har regeringen fundet cirka 3,5 mia. kr. i forbindelse med jobreformen fra 2015 og den såkaldte tilbagetrækningsreform.
  • Derudover regner regeringen med at kunne hente godt 5 mia. kr. på 'justeringer af overførselsområdet'.
  • 0,4 mia. kr. spares på børnechecken ved at reducere bidraget til tredje barn og fjerne det for de efterfølgende børn.
  • Knap 8 mia. kr. kroner skal findes på det økonomiske råderum, altså det forventede fremtidige overskud på statsbudgettet.
  • Andre penge hentes fra tidligere gennemførte reformer og aftaler, der blandt andet omhandler integrationsydelsen, kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen.

Kilde: Regeringen.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/regeringen-beskyldes-for-uklar-finansiering-af-skattereform

GDPR