Indførelsen af den såkaldte ministerbetjeningsregel i offentlighedsloven har i praksis ført til væsentlige indskrænkninger i retten til aktindsigt. Det konkluderer Folketingets Ombudsmand i en generel undersøgelse af ministeriernes anvendelse af ministerbetjeningsreglen og meroffentlighedsprincippet.
- Ministerbetjeningsreglen har til formål at styrke beskyttelsen af den interne og politiske beslutningsproces i centraladministrationen. Det har den virkning, at offentlighedens ret til aktindsigt på området indskrænkes. Denne indskrænkning har efter min vurdering i praksis vist sig at være væsentlig, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
I sager, hvor ministerbetjeningsreglen finder anvendelse, er ministerierne forpligtet til at overveje, om der alligevel kan gives aktindsigt efter princippet om meroffentlighed. Ombudsmanden konkluderer, at dette princip i praksis ofte kun giver adgang til dokumenter og oplysninger, som ikke kan antages at have særlig interesse for offentligheden.
- Det er vigtigt at være opmærksom på, at meroffentlighedsprincippet kun betyder, at myndighederne skal overveje at udlevere f.eks. ministerbetjeningsdokumenter. Det betyder ikke, at myndighederne rent faktisk skal udlevere dem, siger Jørgen Steen Sørensen.
Ombudsmanden understreger, at hans undersøgelse alene drejer sig om, hvordan ministerierne i praksis anvender offentlighedsloven. Ombudsmanden kan ikke foretage en retspolitisk vurdering af selve loven. Dette spørgsmål henhører under lovgivningsmagten.
Ministerierne har fulgt reglerne
Undersøgelsen viser, at ministerierne gennemgående anvender ministerbetjeningsreglen juridisk korrekt. Den viser også, at de husker at overveje meroffentlighed, som loven kræver.
Ombudsmanden bemærker, at ministerierne med fordel kan overveje, om der er mulighed for i daglig praksis at give meroffentlighedsprincippet mere vægt end i dag. Men han tilføjer, at meroffentlighedsprincippet ikke grundlæggende forpligter ministerierne til at give afkald på den beskyttelse af hensynet til den interne og politiske beslutningsproces, som ministerbetjeningsreglen giver dem.
Ombudsmandens undersøgelse bygger på erfaringer fra et stort antal konkrete klagesager, der er behandlet i ombudsmandsinstitutionen, og på en gennemgang af 30 særligt udvalgte aktindsigtssager fra fire ministerier.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.