Rapport: Mangelfuld opkrævning af skat koster milliarder

En mere effektiv skatteopkrævning kunne ifølge rapport give flere milliarder kroner ekstra til statskassen.
22. JAN 2020 6.24

Den danske statskasse går glip af flere milliarder kroner, fordi Skattestyrelsen ikke er god nok til at opkræve skatter og afgifter. Det konkluderer en endnu ikke offentliggjort rapport fra Rigsrevisionen, som Berlingske har fået aktindsigt i.

Af rapporten fremgår det, at der i flere tilfælde ikke er sendt rykkere ud til alle dem, der mangler at betale. På flere områder lever Skattestyrelsen desuden ikke op til gældende lovgivning.

Professor Per Nikolaj Bukh fra Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet kalder over for avisen rapporten 'lang og deprimerende'. Han fremhæver især, at Skattestyrelsen ikke sender rykkere ud til alle, og at der er store problemer med de systemer, der skal hjælpe med at opkræve skatterne.

- Med så store beløb vil selv en lille forbedring betyde rigtig meget. Derfor er det vigtigt, at man får det til at fungere, og det går for langsomt fremad, siger Per Nikolaj Bukh til Berlingske.

Som en del af undersøgelsen har Rigsrevisionen sammenlignet den andel af krav, der reelt kommer ind, med tal fra Norge og Sverige. De to lande har ifølge rapporten sammenlignelige skattesystemer og opgaver med opkrævning.

5,5 mia. kr. at hente
Skattestyrelsen fik i løbet af fem måneder 98,1 pct. af alle skatter og afgifter ind. I Norge og Sverige får man henholdsvis 98,7 pct. og 99,4 pct. ind hvert år. Det fremgår ikke af artiklen, hvilket år de 98,1 pct. er fra.

Hvis Skattestyrelsen var lige så effektiv til at opkræve skat som vores to nordiske nabolande, ville der være op mod 5,5 mia. kr. at hente til statskassen hvert år, vurderer Rigsrevisionen.

Underdirektør Peter Thorgaard fra Skattestyrelsens opkrævningsområde hæfter sig dog over for Berlingske ved, at Skattestyrelsen opkræver 98,1 pct. af alle skatter og afgifter. Han siger samtidig, at det kun er meget få virksomheder, der ikke bliver sendt rykkere til.

- Så udgangspunktet er rigtig fornuftigt. Der er en grund til, at der kommer 1.000 mia. kr. i kassen hvert år. Når det er sagt, anerkender vi, at der er nogle udfordringer på opkrævningsopgaven, og det har vi også lagt frem for Folketinget og er i gang med at løse, siger han.

Ifølge Berlingske har Skattestyrelsen ikke overholdt loven, blandt andet når det gælder om at sende besked til politiet om ubetalte bilafgifter. Selvom Rigsrevisionen noterer en forbedring, er det kun sket i 11 af 100 tilfælde, skriver avisen.

Ritzau

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt