
RANDERS: Hobrovejens Skole i Randers Kommune vil gøre Ægyptens faraoer levende og lade børnene gå rundt mellem pyramiderne i Giza og nyde kristendomsundervisningen fra en bænk i Peterskirken. Skolen har nemlig indkøbt et klassesæt bestående af 25 virtual reality-briller med tilhørende tablets, oplyser kommunen.
- Kun fantasien sætter grænser for, hvordan vi kan bruge virtual reality i skolen, siger Sandra Carstensen, der er lærer i indskolingen og primus motor på VR-projektet.
- Via de medfølgende tablets kan vi som lærere præcist styre, hvad eleverne oplever, når de er i den virtuelle verden. Og det, der står næst på to-do-listen er nu, at vi får udstyret introduceret for lærere og pædagoger, så alle bliver fortrolige med VR og de mange muligheder, der er, for at anvende det i undervisningen, siger hun.
Tre superbrugere på skolen skal stå for introduktionen til lærerene.
Også skabt til leg
Investeringen, der ifølge viceskoleleder Lene Hammerby løber op i ca. 100.000 kr., skal komme alle på skolen til gavn.
- Det er planen, at VR-klassesættet skal kunne bruges af alle på skolen. Fra 0. og 1. klasserne og opefter. Også skolefritidsordningen har lagt billet ind, for nok så voksenstyret VR vil være i undervisningen, så er udstyret også skabt til leg. Vi har købt det som skole, så vi skal gerne have alle med, siger Sandra Carstensen.
Skolen har skrevet kontrakt med det danske teknologifirma TakeAwalkVR om de næste to og et halvt år at være med til at udvikle teknologien og indholdet deri til brug for folkeskolen. Via opfølgnings- og sparringsmøder vil de følge skolens anbefalinger.
Selve brillerne hedder PICO G2 4K og fungerer som et alt-i-et headset. Det er bærbart og kan styres både med og uden controller og altså fungere uden PC, kabler eller andet. Brillen skulle især fungere rigtig godt med 3D-programmet CoSpaces, som eleverne bl.a. kan tilgå i skoletube.
- Vi skal som udgangspunkt arbejde i platformene Take Care og Xpandr, som udbydes af TakeAWalk. På platformene kan vi både tilgå det allerede eksisterende bibliotek og skabe vores helt egne undervisningsvideoer - på sigt i samarbejde med eleverne.
sfe
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.