RANDERS: 20 borgere får i disse dage et brev, hvor de bliver gjort opmærksomme på, at der er penge på vej til deres konti.
Det sker efter et omfattende detektivarbejde, hvor Randers Kommune har fundet frem til de 20 borgere og genberegnet et særligt tillæg. I alt knap 1,8 millioner kroner bliver lige nu fordelt til borgerne, der modtager mellem 9.000 og 190.000 kroner.
- Det har været en stor administrativ opgave og ikke en opgave, vi var tvunget til at påtage os. Men vi har besluttet at udvise rettidig omhu og finde frem til de her personer og udbetale pengene til dem, siger Leif Gade (S), formand for arbejdsmarkedsudvalget.
Baggrunden for det hele er en afgørelse i Ankestyrelsen om tillæg til såkaldte brøkpensionister.
Brøkpension er en ydelse til personer, der ikke har boet i Danmark længe nok til at få fuld pension. Disse pensionister har mulighed for at søge om tillæg, som kommunerne i Danmark tidligere har fastlagt ud fra et skøn af personens udgifter og indtægter.
I januar 2011 afgør Ankestyrelsen dog, at tillægget som minimum skal have en størrelse svarende til, hvad personen ville have kunnet få i starthjælp eller kontanthjælp. Og senere - i november 2011 - afgør Ankestyrelsen, at borgere kan få genberegnet sager med tilbagevirkende kraft, hvis de har søgt tillæg fra 2. november 2007 og frem til i dag.
Ingen fejl i sagsbehandlingen
I Ankestyrelsens afgørelse står, at genberegningen af tillægget kan ske efter borgerens ønske. Men kommunen kan også selv tage initiativ til at finde frem til de tilfælde, hvor der er blevet udbetalt for lidt. Og det har man altså valgt at gøre i Randers Kommune.
Her har man minutiøst gennemgået samtlige tilfælde, hvor brøkpensionister har søgt om tillæg i perioden 2. november 2007 og frem til i dag. I alt har man fundet frem til 25 borgere, hvoraf de 20 altså har fået for lidt.
- Det er vigtigt at understrege, at der ikke er sket fejl i sagsbehandlingen. I loven kan man ikke læse, hvor stort tillægget til brøkpensionister skal være, og i den situation er det helt normalt, at Ankestyrelsen gennem principielle afgørelser fastlægger niveauet. Når så Ankestyrelsen som her kommer med en ny, principiel fortolkning af reglerne, følger vi selvfølgelig den afgørelse fremadrettet, siger Leif Gade.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.