Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Skanderborg-politiker Tage Nielsen (R) i samtale med Bent Jacobsen (V) under KV17. I blomstret kjole Anne Heager (R)
Foto: Søren Alwan, Ritzau Scanpix.

KV21:
Radikale spidser udpeget i fem kommuner

Se nogle af de seneste udpegninger af spidskandidater i Brøndby, Ishøj, Vallensbæk, Vordingborg og så Skanderborg, hvor begge radikale politikere kom på top-fem-listen ved KV17.
2. MAR 2021 12.30
TEMA: KV21

En radikal byrådspolitiker med næsthøjest anciennitet i sit byråd, Tage Nielsen i Skanderborg, er nu igen blevet udpeget som spids, oplyser Lokalavisen. Han kom første gang i byrådet - i Galten - i 1990, og er i anciennitet kun overgået af Jørgen Naut (S). 

De Radikale har i dag to ud af 29 pladser og er med i konstitueringen bag borgmester Frands Fischer (S). R var ved KV17 i valgforbund med K, der kom ind med ét mandat. 

Ret usædvanligt kom begge de radikale på top-fem-listen ved KV17. Her toppede tidligere borgmester Jørgen Gaarde (S) med 4.823 stemmer foran daværende V-spids Anders Rosenstand Laugesen med 1.624, Tage Nielsen (R) med 754, Claus Bloch (V) med 678 og Anne Heeager (R) med 619. Hun stiller også op igen.

Ifølge sn.dk er der nu styr på de radikale spidser i de tre nabokommuner Brøndby, Ishøj og Vallensbæk. I Brøndby er der ny spids i Elif Goecke, der afløser Said Mo el Idrissi på den post.

Idrissi fik ved KV17 det ene radikale mandat i kraft af partiliste, selvom nummer to på listen, Kadir Okutan, fik flere personlige stemmer - 166 mod Idrissis 129. R var i valgforbund med EL og SF, og alle tre fik et mandat ud af det samarbejde med henholdsvis 537, 980 og 889 stemmer.

I Ishøj har partiet ingen plads i byrådet i dag. Ny spids er Ali Guvercin, der afløser Helle M. Olesen. De Radikale var her langt fra en plads i byrådet ved KV17, men hjalp i valgforbund SF til to mandater og EL til et. 

I nabokommunen Vallensbæk er der lidt specielt kun tre partier i byrådet - K, S og DF - og altså ikke R. Spids er her Georg Roldan, der på den plads afløser Jens Dahmani. R var ved KV17 i valgforbund med S.

I Vordingborg er Michael Larsen igen spids, oplyser Vordingborg.in. Han sidder i dag på det enlige radikale mandat i byrådet, der har 29 pladser. Til forskel fra Brøndby stillede De Radikale her op sideordnet ved KV17, og det gav Larsen pladsen, da han fik 198 mod spidskandidaten Carsten Nøhr Larsens 152. 

Her var R med i et rød-grønt valgforbund - S-SF-EL-ALT-R - hvor alle fem partier fik folk valgt ind, og S fik Mikael Smed som borgmester.