BORNHOLM: Afstanden mellem Socialdemokratiet og Radikale ser torsdag ud til at være blevet endnu længere.
I sin partiledertale ved Folkemødet skærper De Radikales politiske leder Morten Østergaard således tonen over for Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.
Han stiller som betingelse for radikal støtte til en kommende socialdemokratisk ledet regering, at det spirende parløb med Dansk Folkeparti stopper.
- Jeg vil garantere, at vi efter næste valg kun støtter en regering, der vil gøre sig uafhængig af Dansk Folkepartis politik, lød det kontant fra partilederen.
Dermed udelukker Østergaard, at Den Radikale vil være med til at danne parlamentarisk flertal for Mette Frederiksen, hvis hun vil føre udlændingepolitik med DF.
Men det gælder eksempelvis også den økonomiske politik og EU-spørgsmål, hvor De Radikale også ser markant anderledes på tingene end Dansk Folkeparti.
Dermed er tonen skærpet yderligere, efter at Mette Frederiksen i sidste uge meldte ud, at hun efter 25 års tæt samarbejde ville gå til valg på at danne en socialdemokratisk etpartiregering uden Radikale.
Det sker, fordi de to partier ifølge Frederiksen er gledet for langt væk fra hinanden på udlændingeområdet, hvor Socialdemokratiet er slået ind på en skrappere kurs end tidligere.
Men det bliver altså uden De Radikales stemmer. Østergaard siger således i sin tale:
- I kan ikke både regne vores politik fra og tælle vores mandater med.
I torsdagens udgave af Berlingske redegør Morten Østergaard også for yderligere krav, som Radikale har til et eventuelt regeringssamarbejde med S.
Her nævner han specifikt flere pædagoger i daginstitutionerne, flere penge til uddannelse og en fjernelse af det uddannelsesloft, som Socialdemokratiet var med til at stemme for.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.