Onsdag aften har omkring 1000 personer været samlet til en propalæstinensisk demonstration i Gellerup vest for Aarhus. Det fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Martin Christensen tidligt torsdag morgen.
- Det forløb langt hen ad vejen stille og roligt. Langt hovedparten var stille og rolige mennesker, som efterkom politiets anvisninger og blot ville ytre deres budskab, siger han.
I en video bragt af Aarhus Stiftstidende kan man se palæstinensiske flag vaje i vinden blandt demonstranterne. Undervejs var der også enkelte personer, som affyrede fyrværkeri, fortæller vagtchefen. Ingen personer er blevet ramt.
Under demonstrationen var der nogle, som ønskede at afvige fra den på forhånd anmeldte rute, fortæller Martin Christensen. De ville gå ind mod Aarhus i stedet for at følge ruten rundt i Gellerup. Derfor var politiet i kontakt med de pågældende personer og bad dem om at følge resten af demonstrationen.
- Det gik de så med til til sidst, uden at det gav de store problemer, siger Martin Christensen.
Demonstrationen, der var anmeldt under navnet "Demonstration for børn i Palæstina", var meldt til at starte klokken 18, men blev lidt forsinket. Klokken 21 var den slut. Ruten startede og sluttede ved Gellerup Kirke.
Flere byer
Også andre steder i landet har der været demonstranter på gaden i forbindelse med den igangværende konflikt mellem Israel og Hamas.
Ifølge Berlingske Tidende var der samlet adskillige hundrede demonstranter på den Røde Plads på Nørrebro. Demonstrationen var især blevet organiseret på Facebook, hvor det fremgik, at det var Palæstinensisk Forum, der var arrangør.
Ved Banegårdspladsen i Odense var også cirka 1000 personer mødt op til en demonstration. Det estimerer Fyns Politi, skriver Fyens Stiftstidende.
- Indtil videre er det forholdsvis roligt. Det larmer, og der er er blevet brændt pyroteknik og israelske flag af. Men der er ikke dårlig stemning, hvis man kan kalde det det, sagde vagtchef ved Fyns Politi Peter Vestergaard til Fyens Stiftstidende kort efter klokken 21.30 onsdag aften.
I Vejle var omkring 300 personer samlet til en demonstration. Det oplyser Sydøstjyllands Politi på X, tidligere Twitter.
- Demonstrationen er højlydt, men fredelig, skrev politiet på X onsdag aften.
Også i Esbjerg var der ifølge Sydøstjyllands Politi et par hundrede mennesker til demonstration, skriver Jydske Vestkysten.
/ritzau/cwa
Red. Rubrik og underrubrik ændret samt afsnit 8 med oplysninger om demonstrationen i København tilføjet klokken 7.00 - samt sidste afsnit om Esbjerg tilføjet kl. 7.55
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.