

RINGKØBING-SKJERN: Trods stabil og solid medvind i meningsmålingerne har Danmarksdemokraterne ingen drømme om borgmesterposter. Det er ifølge formanden udelukket.
Men en af partiets profiler rækker alligevel hånden op.
Mads Fuglede fastholder, at han går efter borgmesterposten i Ringkøbing-Skjern ved kommunalvalget til november, efter at formand Inger Støjberg torsdag på partiets sommergruppemøde talte forventningerne ned på et niveau, hvor skuffelser ikke er mulige.
- Jeg er lige så meget borgmesterkandidat, som jeg altid har været, siger Mads Fuglede.
Klimaordføreren, som også er kendt som historiker og USA-analytiker, tilføjer og understreger, at det skal være borgmester for en ny kurs, og ikke for enhver pris. Hans ambition om at ændre energipolitikken skal være opfyldt.
- Det skyldes ikke et ønske om et jobskifte, og jeg håber, at folk forstår, at hvis jeg kan få den politik igennem, som jeg gerne vil have, så vil jeg gerne være borgmester.
Afviser borgmesterkæde
Danmarksdemokraterne stiller op i cirka 80 af landets 98 kommuner ved valget 18. november.
Det sker ifølge Støjberg med en forventning om, at Danmarksdemokraterne "vil knokle" alt, hvad de kan, for at blive repræsenteret med “så mange som muligt” i de kommuner, hvor de er opstillet.
Det er første gang, at Danmarksdemokraterne stiller op ved et kommunalvalg. Det blev etableret og godkendt i 2022, og samme år fik partiet 14 mandater i Folketinget.
Men selvom Inger Støjbergs parti står til at få cirka hver tiende stemme i de landspolitiske målinger, så bliver kommunalvalget ”ikke noget sus”, siger hun, fordi kandidaterne ikke er så kendte, og fordi organisationen ikke kan konkurrere med de etablerede partier.
Borgmesterkæder udelukker hun.
- Det får vi ikke, men vi kommer til at bakke op om de blå borgmestre, der er rundtomkring.
Hvorfor afviser du så kategorisk, at I kan få en borgmester?
- Vi har ingen borgmesterkandidater. Vi har spidskandidater.
Hvorfor har I ingen kandidater til borgmesterposter?
- Det har vi ikke i erkendelse af, at vi er så nyt et parti, siger Inger Støjberg.
"Rimelige muligheder"
Mads Fuglede mener, at han har en god chance:
- Jeg tror egentlig, at vi har nogle rimelige muligheder. Jeg synes, man kan se et alternativ tegne sig i Ringkøbing-Skjern til samarbejdet mellem Venstre og Socialdemokratiet. Jeg synes, vi har en god dialog internt i den blok, der ligger til højre for det.
Socialdemokratiet og Venstre er gået i valgforbund i kommunen.
Klimaordføreren vil udover færre marker med solpaneler og færre vindmøller også have en anden skolepolitik, og han vil trække flere børnefamilier til kommunen.
- Man skal være ydmyg og beskeden i det her. Men vi har jo stadig ambitionerne. Og ambitionen er, at jeg er borgmesterkandidat, og at vi får en ny politisk kurs for Ringkøbing-Skjern, og så må vi tage så mange stik hjem, vi nu kan tage, når valget er kendt, siger Mads Fuglede.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.