Flere banker har tirsdag morgen meddelt, at de vil blive påvirket af nedskrivninger i datacentralen BEC, som leverer it-systemer til en række banker. Det skriver Ritzau Finans. En lang række banker er en del af ejerkredsen, og derfor får nedskrivningerne, der samlet løber op i 500 mio. kr., også betydning for dem.
Vestjysk Bank, Møns Bank, Salling Bank, Hvidbjerg Bank og Fynske Bank har tirsdag oplyst om ændringerne. De fem banker skal nedskrive beløb på mellem 3,6 mio. kr. (Hvidbjerg Bank) og 29 mio. kr. (Vestjysk Bank), men mange banker mangler fortsat at fortælle, hvilken betydning det konkret får for dem.
BEC er bygget op som en forening af pengeinstitutter, der er fælles om at udvikle it-systemer. Det er ikke målet, at foreningen skal give overskud, fremgår det af BEC's hjemmeside.
Nedskrivningen sker, fordi Finanstilsynet har oplyst, at det forventer, at det bliver nødvendigt at afskaffe udtrædelsesgodtgørelsen til datacentraler, hvis en bank eller et pengeinstitut skal afvikles, da det ellers kan være en hindring for afviklingen. Det betyder, at der er større usikkerhed om forventningerne til de fremtidige indtægter til BEC, og der er foretaget en ny foreløbig vurdering af værdien af de eksisterende udviklingsaktiver.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.