dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
En rundtur i landspolitik på KL-topmødet. Fra venstre Pelle Dragsted (EL), Pia Olsen Dyhr (SF), Martin Lidegaard (R), Nicolai Wammen (S), Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V), Mona Juul (K), Morten Messerschmidt (DF), Inger Støjberg (DD) og Sólbjørg Jakobsen (LA).
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Prioriteringer og nytænkning er bedste bud på at løse problemer

TOPMØDE Større politisk vilje under partilederdebat på KL's Kommunalpolitiske Topmøde end til daglig på Christiansborg.
21. MAR 2024 14.50

AALBORG: Prioritering og indretning af forskellige velfærdsområder på nye måder var hovedessenserne af den partilederdebat, som torsdag eftermiddag afsluttede første del af KL's Kommunalpolitiske Topmøde i Aalborg.

En anden vigtig pointe stod Troels Lund Poulsen (V) for: "Den politiske vilje er større i Aalborg i dag, end den vil være på Christiansborg om et par uger", sagde han til nogen moro for salen. 

Inden da havde han dog også fået sagt, at han fornemmede, at der bredt er politisk appetit på at indrette sundhedssystemet bedre til samarbejde mellem sygehuse og kommuner. Til det sagde Martin Lidegaard (R), at "det afgørende denne gang er at tænke nyt, at vi tør flytte fokus over på forebyggelse i kommunerne" i stedet for som hidtil at lade væksten i sundhedsudgifterne hovedsagelig gå til 65+-årige, der er indlagt på sygehuse.

En del af problemet er mangel på praktiserende læger. Over 50 pct. af de praktiserende læger har lukket for tilgang af nye patienter, sagde eksempelvis Mona Juul (K), der fandt sundhedsvæsnet grundlæggende godt, bare uden helt styr på hvor ressourcerne bruges. Som et andet eksempel kaldte Inger Støjberg (DD) det "et lotteri hvor man bor, om man får en glukosemåler".

Reform som problemløser

Pia Olsen Dyhr (SF) troede ikke på, at en strukturreform ville løse alle problemer, men det ville Lars Løkke Rasmussen (M) ikke have siddende på sig.

- Den sidste strukturreform løste det, den skulle, sagde han og henviste til blandt andet kræftbehandling, hvor man på Bornholm tilbage i tiden fjernede kræftramte kvinders bryster, fordi man ikke havde kompetence til at udføre brystbevarende operationer. I forhold til at flytte de nære sundhedsopgaver ud til kommunerne skal den slags forskelle undgås.

- Hvis man er kræftpatient, nytter det jo ikke, at den kommune, man bor i, hellere vil prioritere kulturpolitik, sagde Lars Løkke Rasmussen, som dengang var hovedarkitekten bag strukturreformen.

Prioriteringer og A-, B- og C-hold

På det specialiserede socialområde kaldte Nicolai Wammen (S) bosteder en større og større omkostning. Her kunne man starte med at se, om man ikke kunne bruge pengene på noget bedre end dyre private tilbud, sagde han som eksempel på, hvordan det er nødvendigt at prioritere.

- At prioritere betyder, at der er noget, man prioriterer op, og noget, man prioriterer ned. Vi kan ikke betale os fra alle behov, kommenterede Lars Løkke Rasmussen om skoleområdet.

Inger Støjberg greb tråden og nævnte, at hun ikke har noget problem med, at man har et valg (privatskoler, privathospitaler). Men at det ikke godt, hvis det er de ressourcestærke, der forsvinder til det private, og de ressourcesvage der bliver tilbage.

- Vi er på vej til et samfund med et A-hold, der fx kan springe over i køen til speciallæge, og et B-hold, sagde Pelle Dragsted (EL) hertil, men "vi kan ikke forbyde os ud af det ved at sige til folk, at de ikke må bruge deres egne penge til privatskoler og privathospitaler", replicerede Lars Løkke Rasmussen.

Han fandt risikoen en anden, nemlig at vi ender med "et stort A-hold, et temmelig stort B-hold og et lille C-hold".

 

Anden del af Kommunalpolitisk Topmødes første dag er KL's delegeretmøde senere torsdag eftermiddag. DK Nyt er til stede både torsdag og fredag og rapporterer løbende.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/prioriteringer-og-nytaenkning-er-bedste-bud-paa-at-loese-problemer

GDPR