
AALBORG: Vil vi have bureaukrati eller velfærd? spurgte KL-formand Martin Damm (V) retorisk i sin åbningstale torsdag formiddag på KL's Kommunalpolitiske Topmøde i Aalborg. En variant af tidligere tiders klassiker "velfærd eller skattelettelser", som er sendt ud på sidelinjen af de nuværende regering.
Bureaukrati eller velfærd er en slags bundlinje på den øvelse, der efter mange års snak nu synes at være blevet til noget. Regeringens krav til kommunerne i sidste års økonomiaftaleforhandlinger var at spare 700 mio. kr. på administration. KL forlangte til gengæld, at staten skulle fjerne dokumentationskrav og lignende, og det er nu gået sådan, at der faktisk er sket noget på det område.
- Vi er i gang, men der er stadig meget at gøre, sagde Martin Damm.
Lov ikke mere end vi kan holde
Han fandt at der var "sket noget afgørende" sidste år, nemlig at der indfandt sig "en bred anerkendelse af de massive udfordringer vi står overfor". Det var vigtigt, for man skal erkende problemerne og se i dem i øjnene, det er første skridt til handling, sagde KL-formanden.
Han havde også et godt råd til Christiansborg, sagde han: Det Danmark, vi stiller i udsigt, skal være realistisk.
- Det nytter ikke, at man fra centralt hold stiller en 13 retters Michelin-menu i udsigt, hvis det man får er en saml selv-hotdog fra Biltema, sagde Martin Damm og røbede den ikke overraskende oplysning, at det specialiserede socialområde vil blive et hovedtema frem mod dette års økonomiaftaleforhandlinger.
Finansminister Nicolai Wammen (S) var lidt på samme spor, men med andre ord.
Sprækker i velfærds-fundamentet
- Velfærdssamfundet har sprækker i fundamentet, og det trænger vi til en ærlig samtale om, sagde han.
- Har vi et velfærdssamfund om 20-30 år? Ja, det har vi, men hvordan det ser ud, og hvordan det fungerer afhænger af hvad vi kan blive enige om. Tiden er ikke til at stå i hver sin skyttegrav, det har vi ikke råd til, sagde finansministeren og nævnte skoleaftale, frisættelse, færre sygesamtaler på jobcentrene og snart også en ældreaftale på vej, som initiativer der alle har betydning for kommunerne.
- Bare i første rul er der fundet 56 unødvendige regler. Hvis vi fjerner dem, kan vi spare kommunerne flere hundrede millioner kroner, sagde Nicolai Wammen som et eksempel på den regelsanering, der blev taget hul på i forlængelse af sidste års kommuneaftaleforhandlinger.
- Men vi er ikke færdige, vi er kun lige begyndt. I fællesskab kan vi forandre det danske velfærdsssamfund, lød det
DK Nyt er til stede på Kommunalpolitisk Topmøde i dag og i morgen og rapporterer løbende.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.