

FREDERICIA: Sydøstjyllands Politi har givet Fredericia Kommune besked om, at efterforskningen af hvem, der lækkede fortrolige oplysninger fra en advokatundersøgelse i forbindelse med sagen om den tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S), nu er standset, oplyser politiet.
Efterforskningen har ikke afdækket, hvem af flere mulige, der har lækket oplysninger til medier fra en fortrolig advokatundersøgelse, og kommunen er blevet underrettet om, at der aktuelt ikke er flere efterforskningsmuligheder.
Sagen handler om brud på tavshedspligten jfv. straffelovens § 152 i forbindelse med læk af fortrolige oplysninger fra en advokatundersøgelse fra Horten Advokatfirma. Undersøgelsen var bestilt af Fredericia Kommune som led i opfølgningen på forhold omkring den tidligere borgmester.
En straffesag mod ham og den tidligere kommunaldirektør AnneMarie Zacho-Broe faldt i juni, da statsadvokaten i Viborg afgjorde, at der ikke skulle rejses tiltale i en sag om forsømmelse og tilsidesættelse af pligter.
Samfundsmæssig betydning
Sydøstjyllands Politi har afhørt de personer, som har modtaget advokatundersøgelsen. De afhørte har oplyst, at de ikke har delt oplysningerne, og at de opbevarede dem, så uvedkommende ikke umiddelbart kunne få fat i dem.
Der er i forbindelse med afhøringerne ikke fremkommet oplysninger, som på afgørende måde kaster mistanke på nogle af de afhørte frem for andre, oplyser politiet.
De to medier Ekstra Bladet og Fredericia Dagblad, der har viderebragt oplysninger, har oplyst til politiet, at de ikke ønsker at fortælle, fra hvem de har modtaget de fortrolige oplysninger. Her gælder efter retsplejeloven særlige vidnefritagelsesregler, således at redaktører og journalister kan beskytte deres kilder, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning.
Politiets opfattelse er, at formålet med artiklerne netop var at afdække forhold af samfundsmæssig betydning, og derfor kan de to medier ikke pålægges at oplyse identiteten på deres kilder.
Der verserer nu ikke flere sager hos Sydøstjyllands Politi med afsæt i forholdene omkring Jacob Bjerregaard, oplyser politiet. Fredericia Kommune kan klage over afgørelsen, ligesom politiet kan genoptage sagen, hvis der kommer nye oplysninger.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.