
Den tidligere læge Svend Lings er endnu en gang centrum i en politimæssig efterforskning. Torsdag oplyser Fyns Politi, at kredsen har iværksat en efterforskning af lægen, efter at medier har skrevet, at han fortsat rådgiver om, hvordan man kan begå selvmord.
Det gør han, selv om han i både by-, lands- og Højesteret er dømt for netop det.
"Fyns Politi er blevet opmærksom på, at Svend Lings til flere medier har oplyst og angiveligt dokumenteret, at han fortsat vejleder folk om, hvordan de kan tage deres eget liv. På den baggrund har Fyns Politi besluttet at iværksætte en politimæssig efterforskning," skriver Fyns Politi i en udtalelse sendt til flere medier.
Politikredsen vil til Ritzau ikke svare på, hvorvidt der er blevet rejst en sigtelse mod den tidligere læge.
Svend Lings blev kendt i offentligheden i 2017, da han medvirkede i et program på Radio24syv. Her fortalte han, at han havde hjulpet flere end ti patienter til at dø. Han blev siden tiltalt i tre konkrete sager.
"Moralsk pligt"
I 2019 stadfæstede Højesteret en dom fra Østre Landsret, hvor han blev idømt 60 dages betinget fængsel. Alligevel fortalte han, at han ikke ville stoppe med at rådgive syge mennesker om, hvordan de kan gøre en ende på tilværelsen.
I august 2020 blev han igen sigtet for at assistere ved selvmord. Det skete efter en anmeldelse om lægens rådgivning til Midt- og Vestjyllands Politi.
Svend Lings fortalte onsdag til Ritzau, at han fortsætter trods rettens ord, da han anser det som sin moralske pligt.
- Der er nok én hver eneste dag, der beder mig om hjælp, og det er altid dybt ulykkelige mennesker med svære lidelser. Jeg mener, det er min moralske pligt at hjælpe dem, når jeg nu har mulighed for det, sagde han.
I en mailkorrespondance, som Kristeligt Dagblad har set, rådgiver Svend Lings en ældre kvinde om typer og mængden af medicin, hun skal indtage.
Medicinen kan købes uden recept online, hvilket Svend Lings har gjort for hende. Kvinden er ifølge korrespondancen over 90 år gammel og lider af en meget generende kronisk sygdom.
Svend Lings blev i 2019 ekskluderet fra Lægeforeningen. Det var ikke sket siden Anden Verdenskrigs efterspil.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.