Knap 40.000 polakker arbejder i dag i Danmark, men det skal være slut nu, hvis det står til den polske regering. Polen har selv brug for arbejdskraften, skriver Finans.
Ledigheden i Polen er endnu lavere end i Danmark, og polske virksomheder skriger mindst lige så højt på arbejdskraft som de danske. Derfor er det ifølge den polske ambassadør i Danmark, Henryka Moscicka-Dendys, en politisk prioritet for regeringen og en del af hendes opdrag i København at få polakkerne hjem.
- Vi vil have dem tilbage. Vi mangler folk inden for blandt andet byggeriet og i social- og sundhedssektoren. Den polske økonomi blomstrer, og vi er nødt til at hente arbejdskraft uden for EU, siger hun til Finans.
Henryka Moscicka-Dendys rejser nu rundt i Danmark for at fortælle sine landsmænd, at der er brug for dem, og for at lokke med flere nye tiltag. Polen tilbyder særlig hjælp til skolesøgende børn, og den polske udgave af børnechecken er blevet væsentligt mere rundhåndet.
- Det er en meget alvorlig advarsel om, at vi kommer til at hente arbejdskraft uden for EU, og at det er den helt forkerte vej at gå, når et flertal uden om regeringen nu ad flere omgange har begrænset adgangen til det danske arbejdsmarked, siger adm. direktør Jacob Holbraad fra Dansk Arbejdsgiverforening.
Han understreger, at udenlandsk arbejdskraft – og ikke mindst de mange polakker – er afgørende for danske virksomheder, og også beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) mener, at så klar tale fra den polske ambassadør bør være en øjenåbner for, hvor presserende det er at få løst udfordringerne med mangel på arbejdskraft.
- Vi kan ikke tro, at vi bare kan blive ved med at hente arbejdskraft i Polen, siger han til Finans.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.