dkhavenergi
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger

Plejehjemsansatte smitter beboere med corona

I løbet af august er der blevet registreret fem coronarelaterede dødsfald på de danske plejehjem.

Coronasmitten er igen trængt ind på danske plejehjem.

I sidste uge blev der registreret 18 nye tilfælde blandt færdigvaccinerede beboere. Det viser den ugentlige opgørelse fra Statens Serum Institut.

Smitten kan delvist spores tilbage til medarbejdere, der er hjemvendt fra rejser, skriver Berlingske i lørdagsavisen med henvisning til en nyligt opgjort risikovurdering fra myndighederne.

Der har været udbredt smitte blandt de ansatte på plejehjemmene, som for to uger siden stod for over en tredjedel af det samlede antal smittede i social- og sundhedsvæsnet.

136 plejehjemsansatte blev da testet positive.

Forsigtigheden ryger med vaccine

Torben Klitmøller Hollmann er formand for social- og sundhedssektoren i FOA og repræsenterer medarbejdere på plejehjem. Han kalder tallene "bekymrende".

- Det her skal selvfølgelig tages alvorligt. Det viser, at vi fortsat skal være forsigtige, fordi der er en tendens til, at vi ikke er det, så snart vi bliver vaccineret, siger han til avisen.

- Smitten blandt medarbejderne betyder jo også, at de ikke kan passe deres arbejde, som jo også går ud over plejehjemsbeboerne.

Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen, mener, at man bør få analyseret årsagerne til smitten og se på, hvad der kan gøres for at mindske risikoen.

- Man må ikke sidde på hænderne og vente på, at det går så galt, som det gjorde i vinter, siger han til Berlingske.

Udviklingen skal ses i lyset af, at smitten blandt færdigvaccinerede plejehjemsbeboere er blevet fundet blandt 2.763 testede personer. Sammenlignet med ugen forinden blev der da fundet 12 smittetilfælde blandt færdigvaccinerede.

Foruden smitten er der blevet registreret fem coronarelaterede dødsfald blandt plejehjemsbeboere i august.

Ritzau