Hvis der ikke er penge til at forske i valgdeltagelse ved KV17, er det ikke Indenrigsministeriets skyld, lyder det i et svar fra indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) på et §20-spørgsmål. Ministeriets bidrag til at dække udgifterne er på samme niveau som ved tidligere valg, er beskeden.
Valgforsker Jonas Hedegaard fra Københavns Universitet har for nylig været ude med en efterlysning af penge til at gennemføre den dataindsamling, der er nødvendig for at sikre, at oplysninger om valgdeltagelsen er tilgængelige for efterfølgende forskning. Det skete med en påmindelse om, at 'det arbejde der er kommet ud af de tidligere rapporter, bliver brugt rigtig meget af store organisationer som KL, Indenrigsministeriet og Danske Regioner'.
Men situationen er ikke anderledes denne gang end den har været ved tidligere valg, lyder svaret fra Simon Emil Ammitzbøll til folketingsmedlem Kirsten Normann Andersen (SF), der havde spurgt ministeren i anledning af medieomtalen af valgforskerens bekymring.
Ved KV13 bidrog Indenrigsministeriet med 200.000 kr. til undersøgelsen, og til KV17 vil et tilsvarende beløb blive øremærket til samme formål, oplyser ministeren. Indenrigsministeriet vil bruge 1 mio. kr. til en fælles kampagne med KL og Danske Regioner om netop valgdeltagelsen, og en del af de penge - 'fx 20 pct.', hedder det i svaret skal gå til en undersøgelse af kampagnens effekt på valgdeltagelsen.
Det bliver KL der skal vælge bedst egnede projekt, og ministeren gør opmærksom på at også andre end Københavns Universitets forskere kan komme i betragtning til at udføre den efterfølgende undersøgelse. Indsamlingen af de nødvendige data skønnes at ville koste omkring 500.000 kr.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.