DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Pedellerne driver CO2-udslip ned i Assens
Dreslette Skole, Assens Kommune.

Pedellerne driver CO2-udslip ned i Assens

Assens Kommunes CO2-udledning er reduceret med 8 pct. i 2011
4. JUL 2012 9.40

ASSENS: Assens kommune blev klimakommune i foråret 2009, og siden er CO2-udslippet fra den kommunale drift reduceret med i alt 15 pct., oplyser kommunen. De tekniske serviceledere spiller en stor rolle.

- Det lavere CO2-udslip skyldes i høj grad de energieffektive investeringer i bygninger, som er blevet udført i 2010 og 2011. I perioden 2010-2013 er der i alt afsat 51 mio. kr. til energiprojekter med en tilbagebetalingstid under 10 år, siger formand for Klimaforum Carsten Smedegaard og fortsætter:

- I Assens er det kommunens egen bygningsafdeling, som står for energiprojekterne. De tekniske serviceledere på skoler og institutioner er også inddraget og har en stor andel i at anlæggene optimeres. Det giver samtidig mulighed for at tænke energibesparelser og vedvarende energi ind i bygningernes øvrige vedligeholdelse. For eksempel bliver der i år installeret solceller på mange af skolernes tage.

De første projekter drejede sig især om belysning på skoler, fritids- og ungdomsklubber. Det er også her den største CO2-besparelse kan ses; hele 17 pct. i 2011.

Hjemmehjælperne cykler mere
Også på transportområdet er der sket besparelser: I Miljø og Teknik er de hjulpet på vej af den milde vinter i 2011, hvor der kun er foretaget syv snerydninger mod 42 snerydninger i 2010. I hjemmeplejen er der derimod sket reelle besparelser ved omlægning af ruter og ved, at flere hjemmehjælpere cykler. Både på almindelige cykler, men også elcykler.

Lars Kristian Pedersen (V), formand for Miljø- og Teknikudvalget, fortæller:

- Blandt de nye initiativer i Assens Kommunes klimahandlingsplan er, at gadebelysningen løbende skal udskiftes til mere energibesparende belysning. Gadebelysningen udgør 21 pct. af CO2-udledningen i den kommunale drift, og da LED-belysning falder i pris, skal det undersøges, hvor og hvornår det bedst kan betale sig at skifte til LED.

I CO2-regnskabet opgøres den faktiske udledning af CO2, og der korrigeres ikke for graddøgn. Den lave CO2-udledning i årets regnskab skal derfor ses i lyset af, at 2011 var et varmere år end gennemsnittet, så behovet for opvarmning har været mindre. Til gengæld var 2010 et koldere år end gennemsnittet, men alligevel lykkedes det også i 2010 at opfylde kravet i klimakommuneaftalen om en årlig CO2-reduktion på 2 pct.