Passiv kommune skal fire år efter betale for en oplagt tvangsfjernelse, den aldrig selv satte i værk

Af Knud Abildtrup

Ankestyrelsen har nu afgjort en principsag om mellemkommunal refusion, og en kommune, der nu rammes for sin passivitet, må til lommerne og betale for den fjernelse af en udsat dreng, som det aldrig selv fik foretaget - selv om der var åbenlyse grunde til at gribe ind.

Kommunen havde gennem en årrække kendt til den ressourcesvage familie og drengens forhold i hjemmet med 'udpræget normløshed og grænseløshed', og hvor en meget svagt begavet mor i forløbet konstant kommer med selvmodsigende meldinger.

En storebror beskrives som selvmordstruet, og helt tilbage i 2002 beskrev en pædagogisk-psykologisk rapport, at lillebrorens  udvikling var truet, hvis ikke problemerne med storebroderen, der viste tegn på at være misbrugt seksuelt, blev afhjulpet. Men storebroren blev i familien, og problemerne blev ikke løst.

Lillebroren var skadet i sin udvikling, meget passiv og med ringe selvtillid. Først da han med sin mor kommer til en ny kommune, bliver der grebet ind. Han var så behandlingskrævende og følelsesmæssigt skadet , at et varigt behandlingstilbud var absolut påkrævet, skriver Ankestyrelsen nu.

Kommunen, hvis passivitet nu kommer til at koste dem, satte i sommeren 2005 ganske vist gang i en forældreevneundersøgelse, der først blev færdig, da moderen var flyttet med den skadede lillebror. Og styrelsen siger nu, at den undersøgelse slet ikke var nødvendig. Det var rigeligt med oplysninger til - på et børnesagkyndigt grundlag - at gå ind og hjælpe drengen og gennemføre en fjernelse.


Foto: http://www.flickr.com/photos/h-k-d/