
Sent onsdag aften indgik BUPL og Kommunernes Landsforening, KL, et forlig, hvor man blev enig om at forhøje pædagogernes pension til 13,77 procent. For souschefer, stedfortrædere og afdelingsledere er der tale om en forhøjelse på 0,27 procent. For alle øvrige grupper stiger pensionen med 0,37 procent.
BUPL's formand Henning Pedersen er glad for, at pædagogerne får forhøjet pensionen.
- Når vi halter sådan efter pensionsmæssigt, så giver det god mening at lægge pengene der. Det er noget, alle får gavn af, og det er en langsigtet investering, siger han i en pressemeddelelse.
Ved sidste overenskomst i 2008 var der ikke penge til at hæve pensionen for alle medlemmer af BUPL. Derfor fik mellemledergruppen lidt ekstra dengang. Denne gang er det så de øvrige grupper, der får mest, så forskellen nu udjævnes, og alle lander på 13,77 procent.
Nej til højere startløn
I weekendens forhandlinger lykkedes det BUPL at få 19 millioner kroner ekstra til pædagogerne. BUPL ville godt have brugt nogle af pengene på en højere startløn til nyuddannede pædagoger. Men det ønske kunne man ikke komme igennem med hos arbejdsgiverne.
- Vi gjorde et virkelig ihærdigt forsøg. Men der var ikke noget at komme efter. De var ikke til at hugge eller stikke i, siger Henning Pedersen.
De pædagogstuderende kan se frem til en lønforhøjelse på 0,6 procent, forudsat at Socialpædagogernes Landsforbund og FOA vil være med til en tilsvarende aftale.
KL og BUPL blev også enige om at bruge 664.000 kroner på at forhøje aftentillæggene med virkning fra 1. januar 2012. Tillæggene vil stige fra 100 til 400 kroner, alt efter hvor mange timer man arbejder om aftenen.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.