dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Özkan forlader Socialdemokratiet efter zionist-udtalelser

Byrådsmedlemmet Seyit Ahmet Özkan (S) træder ud af den socialdemokratiske gruppe i Ishøj og genopstiller ikke.
1. AUG 2017 14.51

ISHØJ: Ved efterårets kommunalvalg vil vælgerne i Ishøj ikke længere kunne sætte deres kryds ved socialdemokraten Seyit Ahmet Özkan.

Byrådsmedlemmet er kommet i voldsomt uvejr, efter han i et facebookopslag i juni fremsatte en teori om, at zionister - og ikke radikale muslimer - står bag Islamisk Stat (IS).

Det har fået den socialdemokratiske byrådsgruppe i Ishøj til at kræve, at Özkan melder sig ud af gruppen og trækker sig fra kandidatlisten til det snarlige kommunalvalg.

Genopstiller ikke
Og den opfordring vil Seyit Ahmet Özkan efterkomme.

- Jeg gør denne byrådsperiode færdig uden for A-gruppen. Jeg har besluttet ikke at genopstille til kommende byrådsvalg, hverken for Socialdemokraterne eller for et andet parti. Jeg laver heller ikke min egen Ishøj-liste, skriver han i en besked til Ritzau

Borgmester Ole Bjørstorp (S) har gjort det klart, at udmeldinger som dem, Özkan er kommet med, er uforenelige med at sidde i byrådet for Socialdemokratiet.

Også selv om udmeldingerne ikke har noget at gøre med de beslutninger, der træffes i kommunen.

'De slår kun muslimer ihjel'
Efter sit facebookopslag blev Seyit Ahmet Özkan interviewet af Radio24syv om sit synspunkt. Her sagde han følgende:

- Islamisk Stat begår terrorisme over det hele i de muslimske lande. Og de slår kun muslimer ihjel.

Han erkendte dog samtidig, at han ikke kan bevise, at det er zionister, der står bag Islamisk Stat. Og han understregede, at han ikke sætter lighedstegn mellem zionister og jøder.

Zionisme er ifølge Den Store Danske Encyklopædi betegnelsen for den politiske bestræbelse på at sikre jødernes tilbagevenden til Det Hellige Land, Israel. Seyit Ahmet Özkan oplyser i sin besked til Ritzau, at han har kontaktet Det Jødiske Samfund i Danmark og aftalt et møde efter sommerferien.

- Jeg har i mange år været imod forskelsbehandling af mennesker - uanset etnicitet og religiøst tilhørsforhold - og det vil jeg fortsat gøre, udtaler han.

Hurtigere end ventet
Socialdemokratiet i Ishøj var i formiddag parat til at ekskludere byrådsmedlemmet Seyit Ahmet Özkan for udtalelser om at zionister og ikke muslimer står bag Islamisk Stat. I første omgang håbede den lokale partiorganisation dog på at Özkan selv vil trække sig, oplyste partiet. Og som håbet så gjort.

Seyit Ahmet Özkan har været byrådsmedlem siden KV93 og er 1. vieborgmester, men hans udtalelser til Radio 24syv om en zionistisk sammensværgelse bag Islamisk Stat, tog hans partigruppe i kommunen altså afstand fra på et ekstraordinært sommergruppemøde. De opfordrede Özkan til selv at trække sig fra gruppen.

I første omgang meldte Seyit Ahmet Özkan ud, at han først ville tage stilling til en eventuel udmelding af partiet efter en ferie i Tyrkiet. Men nu har han altså ombestemt sig.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/ozkan-forlader-socialdemokratiet-efter-zionist-udtalelser

GDPR