HOVEDSTADEN / SYDDANMARK: Det var en overlæge på Rigshospitalet i København, der slog alarm i en opsigtsvækkende sag om en 65-årig kvinde og hendes 74-årige mand. Det gjorde overlægen efter mistanke om, at den 74-årige mand var blevet udsat for forgiftning med den stærke medicin baclofen, som han ikke selv er medicineret med, men som den 65-årige hustru er ordineret. Det skriver JydskeVestkysten.
Retssagen mod den 65-årige blev indledt i tirsdags ved Retten i Sønderborg. Af sagens anklageskrift fremgår det, at kvinden flere gange skulle have givet manden baclofen, og at det er foregået på hele tre sygehuse: Sønderborg Sygehus, Odense Universitetshospital og Rigshospitalet, skriver Ritzau.
Ifølge anklageskriftet havde lægemidlet den effekt, at manden blev dybt bevidstløs og havde 'minimal hjerneaktivitet'. Han var i livsfare og overlevede kun, fordi han fik behandling, lyder det.
Den 74-årige mand har ved flere tilfælde endt i komalignende tilstande. En af gangene har eksempelvis været kort efter at hustruen havde været på besøg, hvor hun havde medbragt jordbærgrød. En anden gang havde kvinden medbragt en kakaomælk, men som personalet afviste hende i at give til manden, hvorefter hun selv ikke ville drikke den, skriver JydskeVestkysten.
Hverken manden eller parrets datter ser desuden nogen sammenhæng mellem, at man har fundet baclofen i mandens mave, selvom manden ikke selv tager medicinen, og at hustruen gør. Baclofen ordineres til sklerose- og parkinsonpatienter. Familien troede, at kvinden led af parkinson, men det kom frem ved retten, at den diagnose aldrig er blevet stillet, skriver avisen.
Retssagen fortsætter fredag 6. december, og der forventes dom 17. december.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.