Den 1. september står det første hold nyudklækkede politikadetter klar til at indtage den dansk-tyske grænse og aflaste deres politi-kolleger, så de blandt andet kan komme tilbage til en bandekonflikt, der lige nu raser i København. Men lige nu er der dog langt fra politikadetuddannelsen i Brøndby til grænsekontrol i Padborg ved den dansk-tyske grænse.
De 54 kommende politikadetter fra september har fortsat ingen overenskomst og forholdet mellem deres fagforening Politiforbundet og deres arbejdsgivere i staten er tilspidset.
På grund af balladen har Politiforbundet varslet blokade. Det betyder, at politikadetterne er blokeret fra at starte i arbejde, når uddannelsen er bestået, skriver Avisen.dk.
Det får konsekvenser for det almene politi, hvis de ikke kommer i arbejde hurtigst muligt, siger Politiforbundets formand Claus Oxfeldt.
- Det får den konsekvens, at de mangler. De skulle aflaste de politifolk, der er på grænsen. Og hvis de ikke kan starte fra september, betyder det, at det kører videre, som det er nu. Og der kører det jo ikke, er vi alle enige i. Vi er alt for pressede, siger Claus Oxfeldt til Avisen.dk
Politiforbundet og Moderniseringsstyrelsen, der er den statslige arbejdsgiver, har de seneste måneder forhandlet om en overenskomstaftale, men er endnu ikke kommet til enighed om udfaldet. Politiforbundet kræver enten strejkeret eller tjenestemandsvilkår, mens Moderniseringsstyrelsen ikke vil give nogen af delene.
Men Moderniseringsstyrelsen byder Politiforbundet op til forhandlinger, skriver vicedirektør Linda Nordstrøm Jessen i en mail til Avisen.dk:
- Vi vil meget gerne nå til enighed om en overenskomst for politikadetterne, så de kan løfte de væsentlige samfundsmæssige opgaver, de er blevet uddannet til.
- Derfor vil vi fra Moderniseringsstyrelsen også gerne snarest mødes ved forhandlingsbordet og i fællesskab finde den rigtige løsning.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.