
AARHUS: De byrådspolitikere, der har ordførerskab på en given sag i byrådet, har mulighed for at kunne tale længere tid, når sagen er oppe. Det er de politiske gruppeformænd netop blevet enige om, oplyser borgmestersekretariatet til dknyt.
Alle har nemlig en fælles interesse i, at byrådsmøderne ikke bliver alt for lange, og derfor har der siden 2007 eksisteret en nøje udmålt systematik for, hvordan der må tales under debatten: Fem minutter til ordførere, rådmænd og borgmester i første runde og to minutter i anden, hvor andre byrådsmedlemmer også kan få ordet og endelig en tredje runde, hvor ordførerne fik et minut til en afsluttende replik. Det tredje runde blev indført i 2007.
Praksis har gennem årene udviklet sig sådan, at i første runde er der fem minutter til ordførerne - dog ubegrænset ved udvidet taletid. Borgmester/rådmænd har maksimalt fem minutter og andre i byrådet har to.
I anden runde har ordførerne to minutter, borgmester/rådmænd også to minutter, mens andre bare har ét minut. I tredje runde er der mulighed for et enkelt minut til alle.
En del af den nye aftale er samtidig, at 'af hensyn til de andre byrådsmedlemmers mulighed for at forberede debatten, skal ønsker om udvidet taletid oplyses til de resterende byrådsmedlemmer så tidligt som muligt.'
21. juni kl. 9.25: Efter artiklen blev publiceret har konsulent i byråds- og ledelsesskretariatet, Anne Arndt Nielsen, præciseret, at der ikke er tale om en ny aftale, men om enighed om, hvordan de eksisterende regler havde udviklet sig.
Gruppeformandskredsen blev enig om, at taletidsreglerne skulle sendes ud til hele byrådet, for at sikre alle var enige om, hvad de bestod i. Hele byrådet har efterfølgende modtaget en mail med de eksisterende regler.
Det har således også tidligere været muligt for de politiske ordfører at bede om udvidet taletid. Det sker ikke på alle byrådsmøder, men ved fx en sag som lufthavnens placering, vil der sikkert komme et ønske om udvidet taletid.
Rubrikken er derefter ændret fra 'Ordførerne i byrådet i Aarhus får nu lov at tale løs ' til 'Ordførerne i byrådet i Aarhus kan få lov at tale løs'.
Underrubrikken er samtidig ændret fra 'Efter ni år med tre runder til alle byråds-dagsordenspunkter med henholdsvis fem, to og et minuts taletid, er gruppeformændene blevet enige om at lade ordførerne kunne brede sig uden begrænsninger ' til 'PRÆCISERET: Gruppeformændene slår fast, at de politiske ordførere - på anmodning - skal kunne brede sig uden begrænsninger' - ligesom brødteksten er ændret lidt hist og her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.