
Tre af de nuværende 13 danske medlemmer af Europa-Parlamentet har meddelt, at de genopstiller, når der igen skal være valg i 2019: Christel Schaldemose (S), Morten Helveg Petersen (R) og Rina Ronja Kari (Folkebevægelsen mod EU).
Samtidig er der tre, der gør klart, at de ikke igen vil være at finde på stemmesedlerne: Veteranen Ole Christensen (S), der første gang blev valgt ved EP04, Bendt Bendtsen (K), der første gang blev valgt ind ved EP09, mens Morten Messerschmidt (DF), der kom ind samme år, oplyser til dknyt, at han allerede i september 2014 meddelte, at dette blev hans sidste periode.
For at blive ved DF, der i denne periode er under granskning af EU's anti-svindel-myndighed OLAF for misbrug af EU-midler: MEP Anders Vistisen (DF) oplyser via sin presserådgiver, at hans fremtid i Europa-Parlamentet er uafklaret. MEP Jørn Dohrmann (DF) henviser til delegationsformand Vistisen, når det gælder nomineringer i partiet.
MEP og løsgænger Rikke Karlsson har ikke svaret på dknyts forespørgsel. Hun forlod i 2015 DF, fordi hun ikke kunne stå inde for partiets økonomi i EU. Siden kom hendes egne bilag i søgelyset.
Efter EP14 var DF's gruppe på fire den største af de danske, og efter Karlsson forlod DF, har den været lige så stor som den socialdemokratiske - på tre. I S-gruppen stopper Ole Christensen, mens Christel Schaldemose, der i 2006 afløste Henrik Dam Kristensen som MEP, stiller op igen. Den tredje, Jeppe Kofod, der blev valgt ind første gang ved EP14, har endnu ikke givet lyd, om han vil stille op igen.
Den radikale gruppe blev fordoblet fra et til to, da MEP Jens Rohde (R) forlod Venstre for at blive radikal. Mens Morten Helveg altså er klar igen, oplyser Rohde, der første gang blev valgt ved EP09, via sin politiske rådgiver, at han ikke har besluttet sig endnu.
MEP Margrethe Auken (SF), der blev valgt ind første gang ved EP04, har ikke svaret.
Venstres ene medlem Morten Løkkegaard har ikke svaret, men på Twitter kommenterede han i januar nyheden om, at FT-gruppeformand Søren Gade vil i Europa-Parlamentet i 2019: 'Glæder mig over, at Søren vil med på EP-holdet! Udsigt til solid forstærkning af enmandshæren ved EP-valget 2019'. Løkkegaard kom selv i EP, da han i 2016 afløste Ulla Tørnæs.
Tre partier, der i dag ikke er repræsenteret i EP, stiller også op: MF Rasmus Nordqvist er Alternativets spids, mens MF Nikolaj Villumsen bliver første spids fra Enhedslisten, der ellers har stillet op sammen med Folkebevægelsen, men nu har forladt det samarbejde. LA, som ved EP14 ikke fik stemmer nok, havde dengang Christina Egelund som spids og har endnu ikke udpeget spids til EP19.
De fem topscorere fra EP14:
- Morten Messerschmidt: 465.758
- Jeppe Kofod: 170.739
- Margrete Auken: 153.072
- Bendt Bendtsen: 151.274
- Ulla Tørnæs: 136.388
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.