
Danmarks Lærerforening havde håbet at få Ombudsmandens ord for, at de har ret til at se de dokumenter, som en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Finansministeriet, Ministeriet for Børn og Uddannelse og KL udarbejdede op til overenskomstforhandlingerne med de offentligt ansatte. Lærerne mener nemlig, at dokumenterne kan bevise, at de to ministerier og KL har i mindst et år forberedt en ændring af arbejdstidsreglerne.
Men afslaget er i overensstemmelse med offentlighedsloven, konkluderer Folketingets Ombudsmand i en udtalelse.
- Jeg har foretaget en vurdering efter offentlighedslovens regler, og jeg må konstatere, at dokumenterne kan undtages efter reglerne om interne arbejdsdokumenter og efter de særlige regler om beskyttelse af det offentliges forhandlingsposition, siger Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen.
Selv om Ombudsmanden således juridisk giver myndighederne ret, udtrykker han flere steder i sin udtalelse overraskelse over arbejdsgruppens fremgangsmåde.
'Offentlighedstænkning'
Arbejdsgruppen blev nedsat i februar 2012 for at forberede overenskomstforhandlingerne. Men i slutningen af 2012 – altså omkring tidspunktet for påbegyndelsen af overenskomstforhandlingerne – stoppede arbejdet, uden at arbejdsgruppen afgav en rapport. Finansministeriet har oplyst, at arbejdsgruppens arbejde på dette tidspunkt ikke længere var aktuelt.
Finansministeriet har også oplyst, at arbejdsgruppens dokumenter – bl.a. de forskellige udkast til rapport – ikke er indgået i forberedelsen af selve overenskomstforhandlingerne. Det sidste er afgørende for, om dokumenterne kan undtages efter reglerne om interne arbejdsdokumenter.
Ombudsmanden må lægge Finansministeriets oplysninger til grund, men han giver udtryk for, at de set udefra kan forekomme overraskende. Det gælder ikke mindst det forhold, at udkastene til arbejdsgruppens rapport end ikke er indgået i forberedelsen af selve overenskomstforhandlingerne. Ombudsmanden henviser her til, at formålet med arbejdsgruppens arbejde netop var at forberede disse forhandlinger.
- Jeg må understrege, at jeg ikke kan vide, hvad den præcise baggrund for disse forhold er. Men en samlet vurdering efterlader det indtryk, at der kan have været planlagt og disponeret netop med sigte på at undgå, at dokumenterne blev undergivet aktindsigt, siger Jørgen Steen Sørensen.
Ombudsmanden tilføjer, at der i sagen er forståelige hensyn at tage til det offentliges forhandlingsposition, og at 'offentlighedstænkning' i en sådan situation i almindelighed ikke kan anses for ulovlig.
Han peger imidlertid samtidig på, at det er meget uheldigt, hvis en sådan tænkning fører til 'krumspring', der må anses for uhensigtsmæssige – f.eks. ved at der ikke gøres tilstrækkelig brug af relevante dokumenter.
sf
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.