Om det offentlige ræsonnement

 

Af Paul Hegedahl

Jürgen Habermas: ' Borgerlig Offentlighed',
oversat af Henning Vangsgaard fra 'Strukturwandel der Öffenlichkeit', 1961, 1990;
Informations Forlag, København 2009.
I den riflede serie om politik, filosofi og globalisering.
367 s. hft., litt.liste, ord- og begrebsforklaringer, navneregister.
kr. 349,00 inkl. moms.
ISBN 978-87-7514-173-9.

Omtrent samtidig med at en af de - måske den - største europæiske sociologer og filosoffer Jürgen Habermas blev 80 år, udkom hans hovedværk 'Borgerlig offentlighed' for første gang på dansk. Jürgen Habermas er professor emeritus ved Frankfurt Universitet, hvor han var professor i filosofi og sociologi fra 1964-1971. Fra 1971-1983 han direktør for Max Planck-Instituttet i Starnberg.

I overensstemmelse med forfatterens indflydelse gennem mange år, er 'Borgerlig offentlighed' et af det tyvende århundredes vigtigste filosofiske såvel som sociologiske værker. I overensstemmelse med forfatterens indflydelse og indsigt, er dette værk, hans afhandling fra 1961, et hovedværk i det tyvende århundredes politiske filosofi og rækker ind i dette nye århundrede.

Bogen har haft en kolossal indflydelse på teori - og praksis (den mere velovervejede del) i den politiske tænkning og på en række andre fagområder, bl.a, kultur, kommunikation, etik og moral. Seneste eksempel er at Peter Madsen, Gert Sørensen og Krzysztof Stala (red.): 'Europa, et uafsluttet projekt', som netop er anmeldt her på dknyt.dk i ikke ringe udstrækning oprindelig er inspireret af Habermas og hans bog.

Som nævnt blev bogen første gang udgivet i 1961. I de mellemliggende år er den - i bl.a. norsk oversættelse - blevet anvendt som en vigtig del af pensum på en lang række uddannelsesinstitutioner. Nogle har lidt misantropisk sagt, at den nok er blevet mere citeret end læst fra ende til anden. Det skal heller ikke nægtes, at sproget i den tyske udgave kan være vanskeligt tilgængeligt, men nu foreligger den altså i en virkelig god dansk oversættelse. Abstraktionsniveauet er imidlertid stadig, som Preben Etwill siger i sin grundige anmeldelse, virkelig højt.

'Borgerlig offentlighed' har lige siden sin fremkomst været både en inspiration, som nævnt, for særdeles mange. Den har også været udsat for kritik og diskussion, bl.a. som Jürgen Habermas selv nævner i sit forord til 2. udgave i 1990, i sammenhæng med studenteroprøret og den neokonservative reaktion, det udløste. I den sammenhæng, siger han, er bogen lejlighedsvist, i samme grad fra venstre og højre, blevet behandlet polemisk. Helt sikkert er det, at ingen har kunnet sætte en etiket på hverken forfatter eller værk. Som Piet Heins kat er og forbliver han helt sin egen. En meget positiv og konstruktiv egenskab ved bogen er, at den i høj grad inspirerer til eftertanke, modsigelser, diskussioner og dybtgående overvejelser.

Uændret tekst - men nyt forord
Skønt teksten er fra 1961, er den uændret i den danske oversættelse og i alle de mange oplag, den er kommet i siden. I 1990 kom den i et nyt oplag og her skriver forfatteren i et nyt forord, at 'Jo mere jeg var fristet til at ændre, stryge og komplettere bogen efter den første genlæsning efter næsten 30 år, jo mere blev jeg klar over det uigennemførlige i noget sådant: Det første indgreb i bogen havde tvunget mig til at forklare, hvorfor jeg ikke lavede en ny version. Det ville imidlertid overstige forfatterens kræfter, idet han i mellemtiden havde vendt sig mod andre ting og ikke har fulgt med i den omfattende forskningslitteratur. Allerede dengang var undersøgelsen en syntes af en næsten uoverstigelig mængde af bidrag inden for flere discipliner. Beslutningen om et uændret optryk af det udsolgte 17. oplag kan måske retfærdiggøres af to grunde. For det første den stadige efterspørgsel efter en publikation, der har vundet indpas som en slags lærebog inden for forskellige studieretninger; for det andet den aktualitet, som den forsømte revolution i Mellem- og Østeuropa, der udspiller sig lige foran vore øjne, har givet strukturændringen af offentligheden'.

Men, i dette nye forord på 40 sider, benytter Jürgen Habermas imidlertid lejligheden til 'nogle kommentarer, de ikke så meget skal slå bro over afstanden på en menneskealder, men snarere tydeliggøre den'. Blandt andet skriver han: 'Mens jeg i det store og hele vil holde fast ved beskrivelsen af den ændrede infrastruktur i magtliggjort offentlighed, er det på sin plads at revidere analysen af den ændrede publikumsadfærd og frem for alt min vurdering af den. Jeg ser retrospektivt forskellige grunde til dette. Sociologien om vælgeradfærd var, i det mindste i Tyskland, dengang i sin vorden. Jeg havde dengang bearbejdet mine primære erfaringer fra de første valgkampe, der blev ført efter marketingstrategier på grundlag af opinionsundersøgelser. Befolkningen i DDR må have gjort lignende chokerende erfaringer for kort tid siden med vestpartiernes indtrængen på deres territorium.

Fjernsynet i Forbundsrepublikken var også lige begyndt at få fodfæste; jeg lærte det først at kende mange år senere i USA, jeg kunne altså ikke kontrollere min læsning med førstehåndserfaringer. - - - Kort og godt min diagnose om en lineær udvikling af det politisk aktive publikum til et privatistisk publikum 'fra det kulturræsonnerende publikum til det kulturforbrugende publikum' var ikke tilstrækkelig. Jeg havde i sin tid foretaget en alt for pessimistisk bedømmelse af modstandsevnen og frem for alt det kritiske potentiale hos et pluralistisk, indadtil meget differentieret massepublikum, som havde opgivet de kulturelle vaner, klassegrænserne havde pålagt det. Men normerne for bedømmelsen har selv forandret sig i og med den ambivalente åbenhed, der karakteriserer grænserne mellem trivial- og højkultur og en 'ny intimitet mellem kultur og politik', der er lige så tvetydig og ikke kun assimilerer information til underholdning'.

Disse kommentarer fra det nye forord forekommer særdeles interessante i perspektiv af den debat om kulturen, som foregik her i landet i eftersommeren.

I det nye forord kommer forfatteren også meget ind på massemediernes rolle og skriver afsluttende: 'Denne fjernelse af grænser går imidlertid hånd i hånd med en samtidig forøgelse af specificerede roller, pluraliseringen af livsformer og individualiseringen af livsudkast. Rodløsheden optræder sammen med konstruktionen af ens eget kommunitære tilhørsforhold og oprindelse, egaliseringen sammen med afmagten over for en ikke gennemskuet systemisk kompleksitet. Det er snarere komplementære udviklinger, der griber ind i hinanden. Massemedierne har således også modsatrettede effekter med hensyn til andre dimensioner. Meget taler for, at det demokratiske potentiale i en offentlighed, hvis infrastruktur er præget af den voksende selektionstvang i den elektroniske massekommunikation, er ambivalent. Dermed vil jeg sige, at hvis jeg i dag skulle give mig i kast med en undersøgelse af strukturændringen i offentligheden, ville jeg ikke vide, hvilket resultat det ville få for en demokratiteori - måske et, der ville give anledning til en mindre pessimistisk vurdering og for et mindre trodsigt, kun postulerende udblik end dengang'.

Hertil kan man sige, at rodløsheden i dag vel ikke er blevet mindre, mange føler det som en nødvendighed at være 'elektronisk på' døgnet rundt. 'Individualiseringen af livsudkast' er ikke blevet mindre siden 1990. Blot for at nævne et eksempel er der et opgør med denne udvikling i 'Jeg-automaten' af Jørgen I. Jensen, Aros 2006, hvor denne forfatter hævder, at samfundet i dag omdanner mennesket til en kalkulerende maskine, der hele tiden går og 'mumler på sin selvbiografi. Men både i den oprindelige tekst og i dette nye (forholdsvist) forord, rammer Jürgen Habermas ind i situationen i dagens samfund.

Den borgerlige offentlighed
Kort defineret ser Jürgen Habermas den borgerlige offentlighed som: 'i første række den sfære, hvor privatfolk er samlet til publikum. Disse privatfolk gør hurtigt krav på at bruge den offentlighed, som er reguleret af øvrigheden, mod den offentlige myndighed selv for at diskutere med denne om de almene regler for samkvem i den principielt privatiserede, men offentligt relevante sfære for varesamkvem og samfundsmæssig arbejde. Mediet for denne politiske diskussion er særegent og uden historisk forbillede: det offentlige ræsonnement'.

Den borgerlige offentlighed er en forudsætning for den demokratiske styreform, hvor der kræves åbenhed om de politiske beslutninger, i modsætning til den politik bag lukkede døre, som hørte enevælden til. Magten skal stå til ansvar over for offentligheden

Han mener dermed, at demokrati forudsætter en offentlighed, hvor borgerne kan træde sammen og i fællesskab reflektere over samfundets problemer: den politiske offentlighed. Den er imidlertid hele tiden i fare for at forsvinde til fordel for et ekspertvælde af teknokratisk forvaltning og økonomiske kalkuler. De demokratiske samfund er baseret på en grundlæggende formodning om, at vi alle sammen kan deltage i offentlig problemløsning, og at vores samfund bør være fornuftsbaseret. Det vil sige, at vi reelt har en forventning om, at det ikke de stærkeste personer, men de bedste argumenter, der er grundlag for beslutningerne.

Normalt fører offentlige diskussioner kun undtagelsesvist til fuldstændig enighed. I praksis vil alle politiske diskussioner derfor skulle afsluttes med politiske beslutninger, og i den forstand er det op til flertallet at afgøre, hvornår en diskussion har været tilstrækkeligt debatteret, og hvad der kommer til at tælle som det bedste argument. Hvis den borgerlige offentlighed skal fungere med fornuft, er en første betingelse, at særinteresser ikke er så uforenelige, at de er helt uimodtagelige for argumentation. Derudover skal der være lige adgang for alle parter i den offentlige debat til at sikre, at intet argument udelukkes fra at gøre sig gældende.

Når man læser de synspunkter Habermas har, må man med beklagelse give nogle af anmelderne af 'Borgerlig offentlighed' ret i deres skarpe synspunkter om, at i det danske markedsdemokrati er det ikke fokuseret analyse eller argumenter, der tæller, så meget som det er enkle standpunkter og mulighed for følelsesmæssig identifikation. Samt at de moderne samfund er ved at have mistet denne debatterende offentlighed, og at vores demokratier dermed er ved at udvikle sig til tomme skaller, hvor reel kritik overdøves, f.eks. af populærkulturens kommercialisering af samfundet.

Det virker ej heller, som om bestræbelserne i de politiske diskussioner på nationalt plan handler om, at alle argumenter skal høres på lige niveau og respekteres, så man kan nå til en fornuftig enighed. Man kan måske håbe, at nogle af tankerne fra 'Borgerlig offentlighed' kan nå fra forskere og teoretikere til nogle af de praktiske politikere.

Indsigtsfulde anmeldelser
Den danske udgave af 'Borgerlig offentlighed' er blevet modtaget positivt og med meget stor interesse. Der er skrevet adskillige, indsigtsfulde og mere omfattende anmeldelser end sædvanlig og ud fra mange forskellige relevante perspektiver. Derfor skal denne omtale blot afsluttes med en opfordring til videre læsning af de anmeldelser, der neden for er links til.

Supplerende læsning
Dansk historisk fællesråd Af Preben Etwil
En meget grundig anmeldelse

Litteraturnu.dk 'Samfundskritikkens fødsel' Hvad vil offentlighed sige? Og er den offentlige debat truet? Det forsøger filosoffen Jürgen Habermas at give svar på i sit første hovedværk, der nu kan fås på dansk. Samfund | Anmeldelse af Silas Ebert

Offentligheden og den normative kritik
Anmeldt 18/4 2009, 11:20 af Kim Toft Hansen

A.Bo. Om Jürgen Habermas

D. Ø. Om Borgerskabet. Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)

Andre nyere bøger af Jürgen Habermas
‘Zwischen Naturalismus und Religion. Philosophische Aufsätze'; Suhrkamp Verlag GmbH und Co. KG, Frankfurt am. Main 2005, ISBN 3-518-58447-2.

Hans senest udkomne danske bøger:
'Fornuft og religion. Sekulariseringens dialektik'; Hovedland 2006, ISBN 87-7739-801-7.
'Demokrati og retsstat'; Hans Reitzels Forlag 2005, ISBN 87-412-2367-5.
'Filosofi i terrorens tid - Samtaler med Giovanna Borradori'; Informations forlag 2005,
ISBN 87-7514-112-4.