
EGEDAL: Ankestyrelsen har udtalt kritik af Egedal Kommunes proces for flytninger af plejehjemsbeboere fra to plejehjem for beboere med demens, oplyser kommunen. Sagen var rejst over for Ankestyrelsen af Ældre Sagen i 2023.
Kritikken går på, at kommunen ikke undersøgte nærmere og dokumenterede, om 19 beboere fra de to plejehjem kunne give informeret samtykke til flytningen.
Ankestyrelsen vurderer også, at kommunen derfor ikke handlede i overensstemmelse med reglerne om magtanvendelse i serviceloven, da kommunen i visse tilfælde gennemførte flytninger ved blot at inddrage pårørende eller ved kommunens formodninger om den enkeltes evne til at kunne give et gyldigt samtykke.
Det fremgår af Ankestyrelsens brev til kommunen, som der skal svares på inden for to måneder.
Taget til efterretning
Egedal Kommune tager udtalelsen til efterretning og vil fremadrettet være opmærksom på at foretage en mere dybdegående konkret vurdering af den enkelte beboers evne til at afgive et informeret samtykke forud for en eventuel flytning, lyder det fra kommunen.
- Egedal Kommune har på intet tidspunkt haft et ønske om at gennemtvinge en flytning af beboerne fra Solkrogen og Engbo. Der har således alene været tale om et tilbud til beboerne om, at de kunne flytte til det nybyggede plejehjem Hyrdevænget, og vi brugte den gang en del energi på at være i dialog med beboerne og deres pårørende om flytningen, siger kommunaldirektør Jonatan Schloss, der er ked af kritikken.
Kommunen gør opmærksom på, at det fremgik af informationsmateriale og breve, at der var tale om et frivilligt tilbud, og at beboerne havde mulighed for at blive boende og modtage den hjælp, de var visiteret til.
Bygningen af det nye plejehjem blev besluttet i 2018 med det formål at samle medarbejdere med den nødvendige viden ét sted for at sikre specialiseret pleje og omsorg, og alle medarbejdere fra de to ældre plejehjem er siden flyttet med.
Sager i tre kommuner
Som omtalt i sidste måned kom Ankestyrelsen med en lignende kritik af praksissen med flytning af demensramte uden samtykke i Holstebro Kommune.
Også denne sag blev behandlet på foranledning af en henvendelse fra Ældre Sagen, der har modtaget flere henvendelser om problematiske flytninger fra pårørende til plejehjemsbeboere i både Holstebro, Egedal og Vejle Kommuner.
I henvendelsen til Ankestyrelsen har Ældre Sagen bl.a. fremført, at "problemet med de kommunale beslutninger om nedlæggelse af eksisterende plejecentre er, at mange af beboerne har så fremskreden demens, at de ikke længere er i stand til at tage kvalificeret stilling til flytningen."
Se henvendelsen fra Ankestyrelsen til Egedal Kommune her: Brev fra Ankestyrelsen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.