Øjeblikke fra et liv på tålt ophold

Af psykoterapeut og mediekonsulent Lene Stenstrop

Søren Vestergaard Mikkelsen
Øjeblikke fra et liv på tålt ophold
110 små historier
250 kr.
Bestilles på: www.eskimo.gl

Fra ø til ø, fra Bornholm til Grønland og sådan er verden lille. Den faste læser af dknyt ved, at The Headquarter for dknyt er på Bornholm, her bor direktøren og her har vi administrationen. Journalisterne arbejder rundt i landet, men har dog baser i henholdsvis Filmbyen i Aarhus og på Christiansborg.

Men, vi behøver ikke at rejse langt, for at fange en anderledes sætning som: 'Havde det været på Bornholm var NATO blevet sat ind'. - Jeg tog såmænd blot fra Svaneke til Neksø for at handle på Torvet. Jeg bliver stående i pæn afstand, og er nu med på en lytter, der spænder fra omsorgssvigt af grønlandske børn til Chinatown i Maniitsoq.

Nu kan jeg ikke være med på en lytter længere, må frem i køen og give hånd til en fysisk meget stor herre. Sådan gik det til, at jeg mødte Søren Vestergaard Mikkelsen og fik hans historie. En historie, om et langt liv i Grønland med gode og mindre gode indtryk. 30 år er det blevet til, og Søren bor der endnu, afbrudt af små ophold i sommerhuset på Bornholm. Et liv med oplevelser, der har fået Søren Vestergaard til at skrive 110 små historier, der tilsammen udgør et festfyrværkeri af anekdoter, skrøner, autentiske fortællinger og vandrehistorier. Alt sammen i en skøn blanding, som en cocktail med sprøde isterninger! Alt sammen krydret med Søren Vestergaards egne holdninger til, hvordan Grønland skal bibeholde sine værdier, og det lige fra den grønlandske kultur til de mange mineralforekomster!

De har vidst det ...
Men, det er mere end det. Det er historien om et Grønland i forandring. Et Grønland, hvor 60 unge under 30 år, hvert år begår selvmord! Det er her Søren Vestergaard afleverer sin sætning: 'Havde det været på Bornholm havde man sat NATO ind.....!' Børn, unge og deres uddannelsesmuligheder er et af de mange områder, hvor Søren Vestergaard har gjort en indsats, men altid i øjenhøjde med den enkelte og med stor indlevelse og forståelse af den grønlandske kultur.

Fortælling nr. 21 i bogen, 'De har vidst det alle sammen .......' beskriver på sigende vis, den omsorgssvigt alle kender til, finder en forklaring på og lettet ånder op, bekræftet i, at noget var galt (sagde vi det ikke nok?). Her kan jeg som læser ikke lade være med at tænke på de mange sager, der præger medierne her i Danmark. Historier om omsorgssvigt, manglende indberetning, for sen indsats og manglende ansvarlighed fra dem, der burde have grebet ind.

Andre af Søren Vestergaards meninger er tydeligvis adresseret til de multinationale koncerner, der fokuserer på de mineralforekomster, der er i Grønland. Et Søren Vestergaard-udsagn kan være: Hvad ville det koste at holde 'dem' ude af projekterne og i stedet give den enkelte grønlænder plads til at leve uden doktriner fra andre eller indirekte tvangs-forflytning, som et resultat af jagten på mineraler.

Chinatown i Maniitsoq
Her kommer holdningerne tydeligt til udtryk omkring de kultursociologiske problemer. Mineralerne skal gøre den grønlandske befolkning velhavende og skabe en levestandard, som aldrig tidligere er oplevet i Grønland. Men, det er også her, at den grønlandske fangerkultur kolliderer med de amerikanske standarder for produktion, siger Søren Vestergaard. Lige nu er et Chinatown i Maniitsoq på vej. 3000 kinesere skal slå lejr, de skal bo og arbejde i Maniitsoq, med det store aluminiumsprojekt, for verdens største koncern Alcoa, der har hovedsæde i USA. Det er planen at de 3000 kinesere skal stå for anlæg af fabrik og de vandkraftværker, der skal til for at drive fabrikken. Når fabrikken er færdig, vil der være arbejdskraft til ca. 700 grønlandske arbejdere.

Manittsoq kommer ikke til at eksistere længere, som det kendes i dag. De lokale mister deres by. En anden bekymring handler om, hvad der sker, i det øjeblik aluminiumsfabrikken står klar? Folk i Maniitsoq tror nemlig, at de skal have job på fabrikken. Men spørgsmålet er, om de grønlandske medarbejdere kan leve op til de amerikanske krav til arbejdsmoral. Grønlændere vil gerne på jagt, og det når der er noget at jage. Gør de det bare én gang, når de skulle have været på arbejde, så er det ud.

Vi kommer langt omkring gennem de 110 små historier. For eksempel i historie nr. 49, der beskriver situationen, da Institut for fremtidsforskning besøgte Kapisillit. Her fortælles meget humoristisk om de gode hensigter med en analyse og et opfølgningsseminar, der nu efter 10 år aldrig er blevet til noget!

Direkte fra hjertet
Der er historie nr. 57: Min mund er lukket med syv segl. Den skal givetvis læses som en fabulerende anekdote. Hændelsen foregår ombord på Kongeskibet, i en dialog mellem Hendes Majestæt Dronning Margrethe og landstingsformand Jonathan Motzfeldt, i forbindelse med Godthåbs 250 års jubilæum.

Videre til historie nr. 73: Den vanskelige samtale. Hvad stiller man op med Siumuts mand på Tinge, som er mere end almindelig doven? - og sådan lever hver lille historie sit eget 'liv'.

De mange små historier er - måske bevidst, måske ikke - skrevet uden kronologi eller rød tråd. De er skrevet direkte fra hjertet i et talesprog, af et helt almindeligt menneske, der i 30 år har viet sit liv til den grønlandske befolkning, forfattet pædagogisk undervisningsmateriale, været hovedarkitekt på børne- og familieprojekter, iværksat multimedieuddannelsen i Nuuk, været coach for det nye direktørteam i storkommunen Sermersooq, fungeret som hovedarkitekt bag visionen om Nuuk, som den mest oplyste hovedstad i Arktis, og sådan fortsætter listen.

Søren Vestergaard Mikkelsen er en meget sammensat person, hvis indsats igennem årene viser en forunderlig spredning, i det han engagerer sig i, og de aktiviteter han kaster sig over. De 110 historier er for det meste underholdende, men de er også rørende. Personligt kunne jeg godt have ønsket en bedre korrektur og opstramning af teksterne og gerne en vis kronologi.

Læs bogen eller tag til Grønland. Eller - måske allerbedst: Tag til Grønland og læs bogen!

 

Psykoterapeut og mediekonsulent Lene Stenstrop