
ODENSE: Som en del af Odense Kommunes vinterberedskab forstærker Beskæftigelses- og Socialforvaltningen fra denne måned sin gadeplansindsats for hjemløse, oplyser kommunen.
Ved sne, kraftig, kold blæst og temperaturer under fem minusgrader sættes der ind med et kulde- og frostberedskab, hvor kommunens medarbejdere bliver mere opsøgende på skæve tidspunkter for at spotte hjemløse, der sover på gaden.
- Meget lave nattemperaturer kan have alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser og i værste fald medføre døden. Derfor gør vi sammen med vores samarbejdspartnere en stor indsats for at opsøge og tilbyde byens udsatte et alternativ til en kold nat på gaden, siger beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt (V).
Inkluderende by
Arbejdet foregår i samarbejde med aktører fra netværket 'Den inkluderende by', som blandt andre består af vagtfirmaer, Cityforeningen, restaurationer, indehavere af parkeringskældre, banegårdscentret, Fyns Politi og frivillige organisationer.
I samarbejde med Kirkens Korshær råder kommunen over knap 100 sovepladser fordelt på en natvarmestue og to herberger i Odense by.
Ved den seneste nationale kortlægning af hjemløshed i februar 2022 blev det vurderet, at der var 117 hjemløse personer i Odense, hvoraf kun fem var såkaldte gadesovere.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.