Af Knud Abildtrup
KOLDING / FOLKETINGET: - Johs. Poulsen (R) har direkte frarådet mig det - af bitter erfaring, og de fleste fraråder det, men jeg kunne måske beholde nogle af posterne i byrådet ...
Udvalgsformand i Kolding, Marlene B. Lorentzen (R) er en af de nyvalgte MF'ere, der nu står med dilemmaet: Lave et rent snit til byrådsarbejdet eller fortsætte med alle eller bare nogle af de politiske forpligtelser i kommunen sideløbende med Christiansborg-arbejdet, og her er hun ikke i tvivl om, at arbejdet rent praktisk bliver omfattende.
Forskellige radikale regler
- Men spørgsmålet for mig er, om ikke partiet og Kolding er bedre tjent med, at jeg kan fortsætte en hel masse spændende arbejde ikke mindst i Kultur- og Erhvervsudvalget, hvor jeg er formand. Det handler bl.a. om erhvervspolitik, hvad vi skal leve af i fremtiden, hvor vi i Kolding arbejder med mange initiativer omkring kreativitet, innovation og entrepeneurship.
- De tre andre nyvalgte, radikale kommunalbestyrelsesmedlemmer, står i en lidt anden situation - de bor alle på Sjælland og har kortere hjem. Og så har de f.eks. på Frederiksberg en regel mod dobbeltmandater - det har vi ikke i Kolding.
Marlene B. Lorentzen har med andre ord endnu ikke besluttet sig - og drøfter bl.a. den sag på kommende møder med borgmester og bagland.