Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Astrid Krag, Ole Bjørstorp, Ib Terp, vicedirektør for Amager og Hvidovre Hospitaler Torben Mogensen samt Vibeke Storm Rasmussen. (Foto: Susanne Østergaard, Hvidovre Hospital)

Nyt sundheds-samarbejde om socialt udsatte

Region Hovedstaden og to kommuner skal i nyt netværk lave model for større lighed i sundhedsvæsenet
18. MAJ 2012 7.44

HOVEDSTADEN / BRØNDBY / ISHØJ: Et nyt netværk mellem Amager og Hvidovre hospitaler og Ishøj og Brøndby kommuner skal give regionens sundhedsvæsen et socialt servicetjek og lukke hullerne på baggrund af, at socialt udsatte med behov for særlig hjælp ofte bliver tabt mellem hospital, kommune og praktiserende læge.

I Sundhedsministeriets nye initiativ 'Lighed i Sundhed' skal Amager og Hvidovre hospitaler i Region Hovedstaden gå foran som modelhospitaler og indgå i et netværk med Ishøj og Brøndby kommuner, oplyser regionen.

Netværket skal målrettet arbejde på at lokalisere, hvor i systemet de ressourcesvage patientgrupper er mest sårbare, og hvor overgangene mellem hospitalerne, de praktiserende læger og kommunerne kan blive bedre. Netværket blev præsenteret i dag på Hvidovre Hospital.

- På Amager og Hvidovre hospitaler kommer hver dag mange patienter, der er vanskeligt stillet. Det er godt, at den store ekspertise nu kan komme andre til gavn. Samtidig glæder jeg mig over, at vi nu får et netværk op at stå med kommunerne, så vi kan styrke samarbejdet. Det er så vigtigt, at vi kommer hele vejen rundt, og at vi møder patienterne der, hvor de er, så ingen bliver tabt og fx kommer alt for sent i behandling, siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S).

Dårligst sundhedsprofil
Ib Terp (S), borgmester i Brøndby Kommune, bakker også netværket op:

- I Brøndby har vi mange borgere, der regnes for socialt svage. Derfor er det meget relevant for os, at deltage i netværket, og vi bidrager gerne med tal og viden, så vi kan blive klogere på, hvor hjælpen halter.

Ishøj Kommune er den kommune i Region Hovedstaden med den dårligste sundhedsprofil på borgerne. Her har borgmester Ole Bjørstorp (S) efterlyst initiativer som dette gennem mange år, da kommunen ikke kan løfte problemerne alene.

- Jeg er meget glad for, der nu kommer fokus på at udvikle sundheden for vores svageste borgere. I Ishøj bor her mange, der fx spiser forkert, som har diabetes 2 og som måske drikker for meget. Det er sådanne specifikke problemstillinger, vi nu skal prøve at sætte bedre ind mod, siger Ole Bjørstorp.

ka