
ROSKILDE / LEJRE: Roskilde byråd og Lejre kommunalbestyrelse har til miljøminister Ida Auken (SF) indsendt forslag om, at der udpeges en nationalpark i det historiske naturlandskab på Lejre- og Roskildeegnen med Roskilde Fjord og godslandskaberne som vigtige elementer.
Miljøministeren har nu ifølge nationalparkprojekt skjoldungelandet meldt tilbage. Ida Auken skriver i sit brev til borgmestrene og styregruppen, at 'projektet ser meget interessant ud, og at man kan se, at der ligger et imponerende arbejde og engagement bag det fremsendte forslag. Det er positivt, at der er lokal opbakning til at gøre en indsats for landskab, natur og friluftsliv'.
Samtidigt forklarer ministeren, at forligskredsen om nationalparkloven har udpeget fem parker, og at forligskredsen snarest skal tage stilling til den videre proces om de to parker, som endnu ikke er oprettet. I den forbindelse vil ministeren orientere forligskredsen om forslaget om nationalpark Roskilde-Lejre.
- Jeg læser det som så positivt et svar, som ministeren overhovedet kan give på nuværende tidspunkt. Jeg tror og håber, at forligskredsen tager lige så positivt mod vores forslag, og så er det et rigtig godt udgangspunkt for et videre forløb, siger formanden for nationalparkprojektets styregruppe, Flemming Jensen.
- Det er dejligt, at projektet får de mange rosende ord med på vejen fra ministeren, siger Roskildes borgmester Joy Mogensen (S) og Lejres borgmester Mette Touborg (SF) samstemmende. De fremhæver det store engagement og den brede opbakning, der er til sagen.
- Danmarks andre nationalparker vil have fordel af Roskilde-Lejre som et positivt eksempel på, hvordan det kan lykkedes at samle befolkningen om så perspektivrigt et forslag. Vi håber, at Folketinget vil støtte dette folkelige ønske og det arbejde, som blev iværksat af den daværende miljøminister i 2004. Vi er klar, siger de.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.