Nye teknologiske løsninger øger effektiviteten
Kunstig intelligens, virtual reality, brug af sensorer: Mange forskellige teknologier tages i brug, når offentlige arbejdspladser udvikler nye løsninger.
Én ud af tre af de offentlige innovationer er teknologiske. Enten ved at innovationen i sig selv er en teknologisk løsning, eller ved at teknologi er en vigtig del af innovationen.
Det viser helt nye tal fra Innovationsbarometeret – den officielle statistik over offentlig innovation, som Center for Offentlig Innovation (COI) udarbejder sammen med Danmarks Statistik.
Oftere i samarbejde med andre
Innovationer, der bygger på teknologi, skaber oftere højere effektivitet. De er også oftere skabt i samarbejde med andre uden for arbejdspladsen, viser de nye tal ifølge COI.
Et eksempel på en teknologisk innovation, som skaber værdi, er Aarhus Universitetshospitals brug af iPads med augmented reality-spil. Spillene afleder børns opmærksomhed fra hospitalssituationer, der kan være forbundet med angst eller smerte.
Et andet eksempel er Vallensbæk Kommune, som anvender GPS-signaler fra køretøjer til fleksibel styring af trafiksignaler, hvilket skaber bedre flow, mindsker ventetid og bidrager til at nedbringe den trafikale udledning af CO2.
Man kan læse mere i 'Teknologi i borgernes tjeneste – Innovationsbarometeret'.
ak