Det meste af juni har der været flertal af kommuner, som i over en uge har været uden nye covid-19-smittede. Fx den 10. juni, da 57 kommuner kunne se tilbage på en af de gode uger.
Men fredag er balancen tippet, så der nu er 52 kommuner, der har registreret nye tilfælde den seneste uge. Heraf 15 jyske, to fynske og 35 østdanske.
Det ser stadig værst ud i Hjørring, hvor især et udbrud på et plejehjem har sendt smittetallene til vejrs.
Fra torsdag til fredag er 47 nye personer testet positiv, mens 40 er overgået til status 'overstået infektion'. Ingen covid-19-smittede er døde det seneste døgn.
Samtidig er antallet af indlagte faldet med én til 37, hvoraf seks uændret er indlagt på intensiv, mens to er i respirator.
21 af de indlagte er fra Region Hovedstaden, otte fra Nordjylland, syv fra Sjælland og en fra Midtjylland, mens Syddanmark igen ikke har nogen indlagte. Begge de to, som er i respirator, befinder sig i hovedstaden.
12.850 er testet det seneste døgn, og dermed når antallet af testede personer op på godt 704.000. I alt er 12.391 personer testet positiv, 600 af dem er døde, og 11.282 har overstået infektion, hvilket vil sige, at de 14 dage efter positiv test hverken er døde eller indlagt.